Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Forlig om udsætning af fugle

 

15. august 2006
Jan Søndergaard, Dansk Skovforening
 
 
10 års ro om udsætninger
 
Et bredt flertal af organisationerne i Vildtforvaltningsrådet har indgået et forlig om udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder.
 
- Forliget siger i grove træk, at man fremover må udsætte 1 fasan eller agerhøne pr. hektar. Hvis man laver en biotopplan, må man gå op til 7 agerhøns eller fasaner pr. hektar. Det vil sige, at man får en sikkerhed for, at udsætning og jagt på udsatte fugle giver en væsentlig naturforbedring af biotopen, siger Vildtforvaltningsrådets formand Anders D. Lassen.
 
I skovene er det dog ikke nødvendigt med biotopplaner for at udsætte op til 7 agerhøns eller fasaner pr. hektar. Det skyldes at naturforbedringer i skovene allerede sker som følge af den nye skovlov og andre initiativer.
 
Hvis man udsætter mere end 1 fugl pr. hektar, skal det fra 2010 anmeldes til Skov-og Naturstyrelsen, og den ansvarlige skal opfylde visse krav til uddannelse - også for udsætninger i skove.
 
Forliget gælder til 1. april 2017.
 
Forliget bliver nu fremlagt som indstilling til miljøminister Connie Hedegaard og Folketinget.
 
 
Skovforeningens reaktion
 
Skovforeningens formand Niels Reventlow udtaler:
 
- Skovforeningen støtter, at udsætning af vildtfugle sker på et bæredygtigt grundlag. Der er dog ikke faglig begrundelse for alle begrænsningerne i forliget. Der er fx arealer, hvor også mere end 7 fugle pr. ha er bæredygtigt.
 
- Men det er politisk nødvendigt med ro på området. Det får vi nu i 10 år. En række politikere og grønne organisationer har ønsket en regulering, og vi har vurderet at en løsning, der rækker frem til 2017 med opbakning fra et flertal i Vildtforvaltningsrådet, er vigtigt for at opnå en bred accept af jagt.
 
- Med forliget har vi nu et grundlag for en langsigtet udvikling af jagtmulighederne. Det sikrer, at det fortsat er muligt at fastholde en beskæftigelse i driftsgrenen, selv om reglerne lægger en begrænsning for erhvervet.
 
 
Forligets ordlyd
 
Forliget er dateret 12. august 2006 og lyder således:
 
Dansk Landbrug, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og WWF Verdensnaturfonden er i Vildtforvaltningsrådet enige om at anbefale miljøministeren følgende med hensyn til udsætning af fasaner, agerhøns og gråænder til jagtformål:

Udsætning af 1 fasan eller agerhøne pr. ha. forudsætter ikke udarbejdelse af biotopplaner eller andre former for tilladelser, herunder uddannelseskrav etc. Der kan på ejendomme uden biotopplaner altid udsættes 100 fasaner eller agerhøns.

Forudsætningen for udsætning af flere agerhøns og fasaner er, at der udarbejdes biotopplaner for ejendommen, der sikrer biotopforbedringer, herunder forbedringer af vildtets levesteder. Biotopplanerne tager udgangspunkt i ejendommens nuværende brakforpligtelser eller tilsvarende arealer (8 % af landbrugsarealet).

Der kan udsættes 7 fasaner eller agerhøns pr. ha. En forudsætning herfor er, at der for ejendommen er lavet en biotopplan efter retningslinier udarbejdet af Skov- og Naturstyrelsen i samarbejde med Danmarks Miljøundersøgelser og Vildtforvaltningsrådet. Ved fastlæggelse af antallet af ha indgår alle fysisk sammenhængende arealer bortset fra søer (åbne vandoverflader over 1 ha). Aftalen om 7 fugle/ha gælder for de næste 10 år (til 1. april 2017).

I regi af Skov- og Naturstyrelsen etableres en godkendelses-/anmeldelsesordning, der sikrer at biotopplaner opfylder retningslinierne.

Fra 1. april 2010 forudsætter udsætning af mere end 1 fasan eller agerhøne pr. ha/mere end 100 fugle pr. ejendom under 100 ha, at der er gennemført en til Skov- og Naturstyrelsen anmeldt/godkendt biotopplan for ejendommen.

Danmarks Miljøundersøgelser gennemfører en generel vurdering af biotopplanernes betydning for naturindholdet, som skal foreligge 3 år efter biotopplanernes godkendelse, dvs. 1. april 2013. Vildtforvaltningsrådet er enig om, at denne del herefter kan tages op til fornyet debat.

Udsætning af fuglevildt (mere end 1 pr. ha/100 i alt pr. ejendom under 100 ha) forudsætter, at den ansvarlige har gennemført et kursus, hvis indhold er fastsat af Skov- og Naturstyrelsen efter råd fra Vildtforvaltningsrådet.

Vildtskadebekendtgørelsens 25 meters krav for opsætning af rævefælder gælder ikke for ejendomme, hvor der er udarbejdet og iværksat biotopplaner.

Vildtforvaltningsrådet er enig om, at biotopplaner skal medføre en reel forbedring af naturindholdet.

Vildtforvaltningsrådet er opmærksom på, at Danmarks Miljøundersøgelser vil iværksætte undersøgelser af jagtens og levestedernes betydning for agerhøns.

Med hensyn til gråænder […] indstiller Vildtforvaltningsrådet, at der fremover højest kan udsættes én and/150 m2 vandoverflade. I dag er kravet én and/50 m2 vandoverflade. Med henblik på at vurdere om denne stramning er tilstrækkelig eller om yderligere stramninger eller nuanceringer er nødvendig indstiller Vildtforvaltningsrådet, at Danmarks Miljøundersøgelser tildeles ressourcer til at iværksætte en undersøgelse af forskellige typer søers bæreevne ved udsætning af gråænder. Denne undersøgelse afrapporteres til Vildtforvaltningsrådet ultimo 2006.

Sideløbende gennemfører Danmarks Miljøundersøgelser et projekt i 2006-2007, som belyser samspillet mellem fugle og søer. Vildtforvaltningsrådet indstiller, at denne undersøgelse udbygges, så den belyser den samlede økologiske bæreevne i søerne, så også levevilkårene for padder m. m. analyseres.

Jane Lund Henriksen, Friluftsrådet, ønsker at tilkendegive, at hensynet til Friluftsrådets natursyn gør, at Friluftsrådet principielt er imod jagt på udsatte fugle ud fra den betragtning, at jagt skal foregå på den naturlige bestands overskud og tilslutningen til forliget om udsætning af agerhøns er afhængig af udfaldet af de planlagte forsøg på Danmarks Miljøundersøgelser om agerhøns.”

Bjarne Clausen, Dyrenes Beskyttelse, har den 14. august 2006 meddelt følgende: ”Dyrenes Beskyttelse er principielt imod udsætning af fugle til jagtformål. Dyrenes Beskyttelse ser dog med tilfredshed på en begrænsning på udsætningen på 1 fugl pr. ha., og at der stilles krav om udarbejdelse af biotophandlingsplaner. Det er også positivt med et loft på den totale udsætning, men Dyrenes Beskyttelse mener dog ikke, at 7 fugle pr. ha. er tilstrækkeligt. Muligheden for en total bekæmpelse af en naturlig forekommende art (ræven) på en hel ejendom, hvor der udsættes fasaner eller agerhøns, er for Dyrenes Beskyttelse uacceptabelt. Samlet ønsker Dyrenes Beskyttelse at stå uden for forliget.
” 
 
 
Tidligere nyheder om sagen
 
Udsætninger: Nu går der politik i sagen. 31. marts 2006
 
Udsat Jagt. 6. december 2005
 
 
Læs Skovforeningens interne retningslinier til dette område: 
 
Nedlagt vildt.
 
Opdræt/udsætning af ænder, agerhøns og fasaner.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.