Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Resultatet af samrådet med Miljøministeren om statens skovdrift

 
 
7. april 2009
Martin Einfeldt, Dansk Skovforening

 
Miljøminister Troels Lund Poulsen var 1. april 2009 kaldt i åbent samråd om naturnær drift i statsskovene i Folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg.

Ministeren og udvalget var på samrådet enige om at debatten om statens omlægning til naturnær skovdrift (i henhold til handlingsplan fra 2005) var vigtig og bør fortsætte.

Ministeren tilkendegav også:

  • at staten er parat til at justere sin praksis hen ad vejen. Nærmere bestemt inden den planlagte 300-årige omstilling til naturnær drift er fuldt gennemført.

  • at skovpolitik generelt har fyldt for lidt i den politiske debat. ”Det bør vi gøre noget ved”, sagde han.
Efter samrådet annoncerede Ministeren overfor Ritzau at han vil nedsætte en ”skovbrugsfaglig arbejdsgruppe” til efteråret. Han erklærede sig parat til at ”investere mere i privat og statslig skovdrift”.
 
 
Tre centrale skovbrugsfaglige spørgsmål
 
Torben Hansen, Socialdemokraterne, havde indkaldt til samrådet hvor han koncentrerede sig om tre skovbrugsfaglige spørgsmål:

1. Er Miljøministeren upåvirket af forskernes kritik af Skov- og Naturstyrelsens praksis i statsskovene?

2. Er Miljøministeren enig i at naturnær skovdrift er ”langt mindre arbejdskrævende” end traditionel skovdrift?

3. Vil Miljøministeren anbefale at Skov- og Naturstyrelsens praksis også bruges i private skove?

På spørgsmål 2 og 3 fik Torben Hansen intet svar, trods gentagne anmodninger. Torben Hansen varslede at han vil fortsætte med at stille ministeren blandt andet disse spørgsmål.

På spørgsmål 1 var svarene:

  • Ministeren er tryg ved Skov- og Naturstyrelsens drift af statsskovene.

  • Ministeren har ingen dokumentation set for de problemer som forskerne bag Handlingsplan for Naturnær Skovdrift i Statsskovene (2005) påpeger i Skov- og Naturstyrelsens praktiske udførelse af handlingsplanen.
Dette sidste svar virkede absurd, al den stund at fagbladet Skoven har bragt masser af artikler (især siden november 2008, men også før) fra forskere der detaljeret og konkret advarer imod de seneste års praksis (=reduceret pleje) i statsskovene.
 
 
Et mirakel i statsskovene?
 
Miljøministeren understregede på samrådet at statsskovene ikke har opgivet at producere træ for udelukkende at producere natur og oplevelser: ”Dette er ikke et enten-eller. Det er et både-og”, sagde han.
 
Alle vil være enige. Skovbrugets særkende er netop at man kan producere det hele på én gang. Og hvis der investeres flere penge og mere arbejdskraft i skovbruget, kan man producere endnu mere af det hele. Det overraskende er at miljøministeren mener at der kan produceres mere ved mindre arbejdskraft og færre investeringer.
 
Skeptikerne mener at der er tale om et kæmpeeksperiment i samtlige statsskove, 23 % af Danmarks skovareal: Skov- og Naturstyrelsen sparer på plejen uden noget skovbrugsfagligt eller videnskabeligt belæg for at tro at det vil gå godt, hverken for skovens stabilitet, klimatilpasning, sundhed, biodiversitet, oplevelsesværdier, træproduktion eller økonomi.
 
Tværtimod advarer forskere og skovbrugspraktikere for at den reducerede pleje vil forringe statsskovbrugets resultater på alle disse parametre. Det er den advarsel som den aktuelle debat står om.
 
 

Tidligere artikler i sagen

 
30. marts 2009
Miljøministeren i samråd om naturnær drift i statsskovene
 
22. januar 2009
Miljøministerens svar på spørgsmål om driften af statsskovene

23. november 2008
Skov- og Naturstyrelsen er alene om at anse naturnær skovdrift for “en langt mindre arbejdskrævende produktionsform”. Resten af skovbruget anbefaler aktiv og fagligt underbygget brug af naturens mekanismer, blandt andet for at producere træ for klimaet.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.