Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Stærk efterspørgsel på nåletræ og forbedring af løvtræmarkedet

 20. november 2006 
Jens Kristian Poulsen / Mikkel Holmstrup
DANSKE SKOVES HANDELSUDVALG
 
Danske Skoves Handelsudvalg mødtes d. 16. november 2006 og diskuterede markedssituationen for løv- og nåletræ. Hovedkonklusionerne fra mødet var:

  • Danske savværker betaler fortsat ca. 200 kr/m3 mindre for nåletræ af gran end savværker i Nordtyskland på trods af stærkt stigende færdigvarepriser.

  • Forventningen er en vedvarende styrkelse af især det tyske eksportmarked for nåletræ, hvilket øger den økonomiske fordel ved at eksportere råtræ.

  • En forventning om en høj efterspørgsel på nåletrætømmer i de kommende måneder gør det aktuelt at skovejerne indgår kortere leveringsaftaler eller sikrer sig en prisregulering i aftalerne .

  • På bøgemarkedet ses øget interesse for B/C- træ og rødkernede kævler, som er steget lidt i pris. Egemarkedet er uændret godt, men de mulige udbudsmængder er begrænsede. Ask og ær afsættes på et stabilt og godt marked.

  • Salget af brænde til grossister og detailhandlere er i bedring - især på øerne har skovejere hævet prisen med ca. 30 kr/rm, mens markedet er svagere i dele af Jylland.

Uddybning for nåletræmarkedet

Efterspørgslen på nåletræ er særdeles høj, og stormfaldslagrene er ved at være tømte. Der har imidlertid kun været beskedne prisstigninger på råtræet til de danske savværker, som nu igennem nogle kvartaler har betalt lave priser for nåletræet trods stærkt stigende færdigvarepriser. I Tyskland er prisen på byggevarer til konstruktionsformål steget mere end 25 – 60 % på et år, og i Sverige er visse savværksprodukter steget med 70% siden maj 2006 (1”4” til forskalling).

Korttømmer af rødgran møder kraftig efterspørgsel, og forventningen til efterspørgslen i de kommende måneder er god, aflæst ud fra konjunkturbarometeret. Der er i Danmark rimeligt god efterspørgsel på korttømmer af sitka, grandis og ædelgran.

Eksportmarkedet for korttømmer til Tyskland er yderligere forbedret i 4. kvartal. Opsvinget i det tyske nåletræmarked er dermed både vedvarende og stærkt. I Nordtyskland betales der nu ca. 510 kr/m3 omregnet til dansk mål for tømmer af rødgran (80 EUR/fm, B 2b). Savværkerne i Danmark betalte godt 300 kr/m3 for korttømmer af rødgran (5,15 m top 12 cm) ved indgangen til november.

Prisspændet til Tyskland er derfor øget.

Markedet for langtømmer er i langsom bedring, og prisrelationen i forhold til korttømmer er stærkt forrykket til fordel for aflægning af korttømmer. Vest for Storebælt er interessen større end mod øst. Der findes stadig vandlagre.

Efterspørgslen på emballagetræ og cellulosetræ er god, medens markedet for energitræ fortsat præges af lagre og usædvanligt store prisspænd internt på det danske marked. For emballagetræets vedkommende er efterspørgslen trukket af, at den generelle økonomiske vækst i Europa øger efterspørgslen på paller, som derfor er steget betydeligt i pris. I det gunstige tyske eksportmarked er priserne på industritræ til papir og pladeproduktion steget markant over de seneste måneder (+35-50%).

Handelsudvalget opfordrer til, at skovene løbende forsøger at imødekomme den store efterspørgsel ved en løbende prisforhandling i et marked, hvor der omsider er muligheder for både savværker og skove for at tjene penge.

Uddybning for løvtræmarkedet

Efterspørgslen på de ringere kvaliteter af rødkernet bøgetræ samt B- og C-træ vokser. Produktionen på de danske bøgesavværker er steget, og der har været prisstigninger på de ringere sortimenter af råtræ både i Danmark og i Tyskland. Især eksporten af kævler til Kina og Indien vokser i øjeblikket. For de bedre kvaliteter er prisen fortsat uændret lav, men der er tegn på at mængderne lettere afsættes.

Markedet for eg er uændret godt. Der gives pæne priser for kævlerne, men mange skovejere har ikke mere træ tilbage og kan derved ikke drage nytte af de gode markedsforhold.

Udbuddet af ask og ær mødes af en høj efterspørgsel. For askens vedkommende er det primært de mellemdimensionerede kævler, som har opkøbernes interesse. Det er fortsat afgørende, at der ikke afviges fra de gældende klassificeringer, så eventuelle prisstigninger manifesteres.

Brændesalget til grossister og forbrugere forløber pænt. Forbrugerne har tilsyneladende registreret besparelsespotentialerne i brændefyring, hvilket har ført til prisstigninger i omegnen af 30-40 kr/rm ved indgangen til den nye sæson. I de skovrige dele af Jylland har dette dog ikke været realiserbart. Markedet for sankebrænde ser fortsat ud til at være vigende flere steder i landet.

Som følge af det stærkt stigende eksportmarked for nåletræ vil Handelsudvalget mødes igen allerede medio januar for at drøfte udviklingen og orientere herom.

Skovejende og associerede medlemmer af Skovforeningen kan under menupunktet ”Træmarkedet” på http://www.skovforeningen.dk/ følge med i priskurvernes udvikling måned for måned. Kodeord til hjemmesiden kan rekvireres på 33 24 42 66.

 
Flere nyheder om råtræmarkedet 
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.