Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Langsomt på vej mod regler for gravpladser i skov

 
 
22. oktober 2007
Niels Reventlow / Jan Søndergaard, Dansk Skovforening
 
 
”I døden er danskerne ikke frie” skrev vi i februar 2006 om at borgerne normalt kun kan vælge mellem kirkegården og havet som deres sidste hvilested. Der er behov for at Folketinget moderniserer begravelsesloven for at imødekomme manges ønske om at blive bisat i skov og give den enkelte skovejer mulighed for at imødekomme disse ønsker.
 
Socialdemokraterne, De Radikale, SF og Enhedslisten tog opfordringen op og stillede i foråret 2007 et beslutningsforslag i Folketinget om ”etablering af neutrale begravelsespladser”. Venstre og Konservative støttede forslaget, og Kirkeministeriet har nu sendt et lovforslag i høring. Forslagets reelle nyhed er at kommuner nu får lov at anlægge gravpladser uden kapel, fx i skove.
 
 
 
På papiret er dette en åbning for gravpladser i skov. Men åbningen er så lille at den næppe vil gøre nogen forskel i praksis, i hvert fald ikke i de ¾ af Danmarks skove som er privat ejet. Lovforslaget indebærer:

· at den enkelte borger stadig ikke kan træffe aftale med den enkelte skovejer om et sted at grave en urne ned, uanset om sådan en gravplads kunne etableres uden at genere andre overhovedet.

· at det stadig kun er kommunen der kan udlægge begravelsespladser, og det er frivilligt for kommunen om man overhovedet ønsker at gøre det.

· at det er kommunen fastsætter regler om bestyrelse, tilsyn og benyttelse af gravpladserne. Også i private skove.

· at det er kommunen der fastsætter prisen for en gravplads.

 
 
Vi forstår at dette emne er så følsomt at politikere og embedsmænd ønsker at gå yderst forsigtigt frem. Men den liberalisering som Kirkeministeriet nu foreslår, er så beskeden at den næppe vil fremme udbuddet af gravpladser i private skove. Mange borgere og deres pårørende vil fortsat have et uopfyldt ønske om at få deres urne nedsat i skov.
 
Vi foreslår:

· At der skrives konkrete regler for udformningen af gravpladser i skov så udenforstående skovgæster ikke generes.

· At en borger og en skovejer frit selv kan aftale at nedsætte en urne når blot de holder sig indenfor ovenstående regler. I dette ligger også at borgeren og skovejeren selv må aftale prisen. Det giver, som på ethvert frit marked, et udbud der er stort nok til at møde efterspørgslen.
 
 
Læs også
 
"I døden er danskerne ikke frie", Skovens leder i februar 2006.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.