Dagen bød på insekt-safari i Nyskoven – en nyere skov fra 2006, hvor de ca. 3000 træer blev plantet af nogle af foreningens medlemmer – med hjemmelavede insektsugere af plastemballage sponseret til dagen af Rieber&Son (K-salat). Det var et stort hit blandt deltagerne dels at lave insektsugerne, men også en regulær øjenåbner, da den senere blev taget i brug, og mange spændende dyr dukkede op på både blade og i skovbunden. Målet med at lave insektsugerne var at sætte fokus på (den manglende) udnyttelse af mademballage, som de fleste vel blot kasserer efter brug, og enkelte deltagere nævnte, at de helt klart ville bære idéen videre til spejdergruppen og børnenes børnehave, for det var jo lige for og næsten gratis!
Senere blev den ene af områdets søer, Syvendekøb Sø, undersøgt med fiskesigter, og fangsten blev ivrigt studeret i fotobakker og tovejs-lupper fra Holbæk Kommunes mobile naturvejledningstilbud – Naturmobilen – en bil udstyret med feltudstyr til alle naturområder og til ca. 30 personer. Der blev bl.a. fundet 9-piggede hundestejler, guldsmedenymfer og en stavtæge og selvom det var børnene, der fiskede, så var både forældre og bedsteforældre meget interesserede i at se, hvad der blev fanget og i at høre mere om dyrenes levevis.