Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Fakta om træets CO2-neutralitet

 
 
Træ er verdens mest klima- og miljøvenlige råstof. Blandt andet fordi det er CO2-neutralt.
 
Det betyder at brug af træ næsten ikke belaster atmosfæren med ekstra CO2, heller ikke når træet udnyttes til energi ved afbrænding (hvorfor kun ”næsten”? Se nedenfor).
 
Forklaringen er at træer fjerner CO2 fra luften mens de vokser. Når træ derefter brændes eller rådner, frigives denne CO2 igen og kan optages af andre træer.
 
Gevinsten for klimaet kommer når træet bliver brændt i stedet for at rådne. For derved kan man udnytte træets energi og undgå at hente energi og kulstof op fra jorden med kul, olie og gas. Og man undgår at belaste atmosfæren med CO2 som ikke allerede indgår i planternes CO2-kredsløb.
 
Den grundlæggende forudsætning for træets CO2-neutralitet er at skovarealet bevares, og at der ikke fældes mere træ i skovene end den løbende tilvækst. Denne forudsætning er opfyldt i skovdriften i fx Danmark, Europa og Nordamerika.
 
Undertiden debatteres forskellige nuancer i opfattelsen af træets CO2-neutralitet:
 


Er det 100 % CO2-neutralt at udnytte træ til energi?
Nej, ingen energikilder er 100 % CO2-neutrale i vores samfund

  • I praksis bruges en smule fossil energi (fx benzin) til at fælde og transportere træ. Ligesom der bruges fossil energi til at producere vindmøller og solpaneler. Men CO2-udslippet fra træproduktion er langt mindre end CO2-gevinsten ved at fælde og bruge træet i stedet for fossile energikilder.


Er det bedre at lade træerne blive stående i skoven?
Nej. Bæredygtig hugst af træer gavner klimaet mest

  • Umiddelbart kunne man tro at det var bedre at lade træerne blive stående i skoven som lager for kulstof end at fælde træer til produkter og energi som til sidst udleder træets kulstof til atmosfæren som CO2. Men sådan er det ikke.

  • En skov opsuger lige meget CO2 hvert år, uanset om man fælder nogle af træerne i den. De resterende træer vokser blot så meget mere. Det geniale ved bæredygtig skovdrift er at man kan høste træ uden at mindske produktionen af træ og uden at mindske CO2-lagringen.

  • Selvom træerne er fældet ligger den CO2 som skoven hidtil har opsuget stadig på kulstoflager. Bruges træet til møbler eller huse kan CO2 ligge på lager i århundreder.

  • Når træet og træprodukterne til sidst bliver brændt af, spares kul, olie og gas. Derved undgår man at hente fossilt kulstof op fra jorden og belaste atmosfæren med CO2 som ikke allerede indgår i planternes CO2-kredsløb.


Er afbrænding af træ først klimavenligt når et nyt træ er vokset op på samme sted?
Nej. Afbrænding af træ er klimavenligt med det samme

  • Hvis man kun ser på et enkelt træ, kunne man tro at træ til energi giver en her-og-nu udledning af CO2 som det derefter tager 50-150 år for det efterfølgende træ at opsuge igen. I så fald skulle biomasse i kort rotation (fx halm) være bedre end afgrøder med lang rotation (fx træ). Men sådan er det ikke.

  • En skov opsuger lige meget CO2 hvert år, uanset om man fælder nogle af træerne i den. De resterende træer vokser blot så meget mere. Det geniale ved bæredygtig skovdrift er at man kan høste træ uden at mindske produktionen af træ og uden at mindske CO2-lagringen.

  • CO2-neutralitet betyder at man ved afbrænding kun udsender kulstof som allerede indgår i naturens kulstofkredsløb mellem atmosfære og planter. Det gælder træ, halm og alt plantestof. Alternativet er at lade plantestoffet rådne (det sker før eller siden hvis det ikke brændes af) og i stedet hente energi og kulstof op fra jorden med kul, olie eller gas for at dække energibehovet – og det øger CO2-belastningen af atmosfæren.


Frigives CO2 fra jorden efter hugst af træer?
Ja, men det er minimalt i forhold til det CO2 der frigives når træer ikke hugges, men rådner i stedet

  • Når træer fældes, udsættes skovjorden i en periode for mere lys og vand. Det øger nedbrydningen af jordens organiske materiale som bliver omdannet til blandt andet CO2.

  • Det er en naturlig proces som sker hver gang et træ forsvinder - også efter stormfald, brand eller almindelig aldring, død og forrådnelse.

  • Den mængde CO2 der frigives fra skovjorden ved hugst af træer er dog meget mindre end den mængde CO2 der frigives når træer går til grunde efter stormfald, brand eller almindelig aldring, død og forrådnelse.


Er udnyttelsesgraden af træenergi mindre end af kul, olie eller gas?
Ja, men det er ligegyldigt. Det afgørende er at træenergi er CO2-neutral, i modsætning til fossil energi

  • Bruttoudledningen af CO2 pr. produceret kilowatt-time er højere når energien produceres med træ end med fossile brændstoffer. Men det er ligegyldigt i den store klimasammenhæng.

  • Nettoudledningen af CO2 er næsten nul ved træenergi fordi træ er CO2-neutralt. Det er det afgørende for klimaet: Ved afbrænding udsendes kulstof som allerede indgår naturens kulstofkredsløb mellem atmosfære og planter. Alternativet, som ikke er CO2-neutralt, er at lade plantestoffet rådne (det sker før eller siden hvis det ikke brændes af) og i stedet hente energi og kulstof op fra jorden med kul, olie eller gas.


Kan øget efterspørgsel på biomasse fra energiafgrøder føre til øget afskovning?
Måske, men det kan også gå stik modsat og medføre mere skov

  • Som udgangspunkt vil øget efterspørgsel på træ føre til mere skov. Ligesom øget efterspørgsel på fødevarer fører til mere landbrug. Og øget efterspørgsel på biler fører til flere bilfabrikker.

  • Risikoen for at øget efterspørgsel på biomasse fører til øget afskovning, gælder de dele af verden der ikke har lovgivning, tradition eller økonomi til sikre bæredygtig træproduktion. Problemet kan fx opstå hvis energiafgrøderne dyrkes på landbrugsjord der ellers ville producere fødevarer. For at kompensere for de manglende fødevarer, bliver skov fældet og omdannet til landbrugsjord. Problemet skyldes fattigdom og ofte også regeringers manglende evne til at håndhæve egne love.

  • EU er i færd med at formulere fælles kriterier for bæredygtig brug af biomasse til energi. Disse kriterier skal sikre at fx alt energitræ der produceres i eller importeres til EU er bæredygtigt.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.