Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Mette Gjerskov spilder måske gode klimakroner på støtte til energipil

 
 
10. februar 2012
Pressemeddelelse fra Dansk Skovforening og HedeDanmark
 
 
Fødevareminister Mette Gjerskov vil give flere penge til landbrugets dyrkning af energipil og andre energiafgrøder. Det lyder som en klimavenlig investering i planteenergi, men vil desværre virke imod hensigten:

 


1. Der er oplagt risiko for at producenter etablerer energipil kun for at få tilskud

 
Det er sket fx i Sverige: Mange hektar er blevet etableret med store tilskud for derefter ikke at blive passet og plejet. Dermed bliver produktionen meget ringe, og samfundet får meget lidt for sine penge. Energipil forudsætter nemlig pleje med intensiv renholdelse og gødskning. Så kan der produceres over 10 ton tørstof pr/ha/år. Uden pleje kan produktionen være fra 0 og ofte kun 2-3 ton pr/ha/år.
 
 

2. Tilskuddene forvrider konkurrencen overfor træ fra skovene og anden klimavenlig energi

Flis fra skove og anden planteenergi uden for markerne får ingen statsstøtte. Imens får flis fra energipil på markerne allerede over 13 kr./GJ, og det forhøjer Mette Gjerskov nu med yderligere 3 kr./GJ (se beregning nedenfor). Den samlede støtte til energipil udgør derefter cirka 40 % af markedsprisen på flis fra markernes energipil leveret på et varme- eller kraftvarmeværk. Denne massive statsstøtte giver konkurrenceforvridning og ineffektiv produktion.


3. Begge dele medfører at skatteyderne får mindre klimavenlig energi for pengene end man kunne have fået

Vi har intet imod energipil på landbrugsjord. Det er godt for klimaet, og Mette Gjerskovs hensigt – at fremme produktionen af planteenergi – er helt rigtig. Men det skal gøres på en bedre og bredere måde så alle producenter af biomasse til energi får et incitament til både at producere varen samt til at optimere produktionen: Støt biomasseanvendelsen!

Så får Danmark mest klimavenlig energi og miljø for pengene.


Yderligere oplysninger

 
Dansk Skovforening: Direktør Jan Søndergaard, telefon 4020 0597
HedeDanmark: Divisionsdirektør Steen Riber, telefon 2147 0298
 
 

Baggrund: Beregning af støtte pr. GJ energipil

 
Støtte pr. hektar:
  • Enkeltbetaling:  2249 kr./år
  • Anlægsstøtte:  4200 kr./20 år = 210 kr./år
  • Produktionsstøtte:  500 kr./år
  • I alt:    2950 kr./år
Årlig produktion pr. hektar:
  • 10 ton tørstof =  20 ton våd flis
  • Energiindhold (højt sat): 9 GJ/ton våd flis
  • I alt:   ca. 180 GJ/år
Støtte pr. GJ energipil:
  • 2950 kr./180 GJ = 16,4 kr./GJ
  • Heraf er 3 kr./GJ fra den nye forhøjelse af satserne, nemlig anlægsstøtte 4200 kr. (tidligere 3200 kr.) og produktionsstøtte 500 kr./år (tidligere 0 kr)
Bemærkninger:
  • Enkeltbetaling gives under alle omstændigheder (også inden Mette Gjerskovs forhøjede støtte) og er sig selv konkurrenceforvridende i forhold til skovflis.

  • Tallene for støtte pr. GJ er minimumtal fordi beregningen bygger på høje værdier for produktion og energiindhold.

  • Ikke plejet pil (= mangelfuldt renset og gødet) giver ca. 3 ton tørstof/ha/år. I det tilfælde bliver støtten 55 kr./GJ.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.