Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Den perfekte skovoplevelse får du på søndag

1. maj 2013,
opdateret 2. maj 2013
Pressemeddelelse fra Dansk Skovforening
 
 
På Skovens Dag søndag 5. maj inviterer skovbruget med støtte af Nordea-fonden og G. B. Hartmanns Forskningsfond hele Danmarks befolkning på skovtur: Mød de mennesker der planter, plejer og fælder træerne - i skove der på søndag vil være overvældende smukke og nyudsprungne.
 
 

I ÅR RAMMER SKOVENS DAG PLET PÅ SKOVENS UDSPRING

I år kan gæsterne på de 51 Skovens Dag-arrangementer på søndag få den helt perfekte skov-oplevelse:

Det kolde forår har forsinket udspringet for stort set alle træer og buske. Men nu kommer solen og varmen frem til på søndag, og billioner (= tusindevis af milliarder) af lysegrønne blade og nåle vil eksplodere ud af deres knopper, næsten samtidig.

Højst sandsynligt vil skovene over hele landet stå overvældende friske og lysegrønne på søndag. Det er en oplevelse som man kun får chancen for nogle få dage hvert år.

Vejrudsigten lover endda sol og 15 grader (mens dette skrives).

Så find et arrangement nær dig på www.skovensdag.dk og på www.facebook.com/skovensdag, og tag hele familien med til en fantastisk og lærerig dag i skoven. Der er vidt forskellige ting at vælge imellem - fra vandringer med skovejeren (velegnet til diskussionslystne voksne gæster) til store arrangementer med aktiviteter for alle aldre.
 


MENINGEN MED SKOVENS DAG


Skovens Dag er den årlige invitation til danskerne om at se hvad skovbruget laver og hvorfor.

Der er nemlig et skævt forhold mellem skovbrugets og danskerne:

Næsten alle kender og elsker skoven og får nogle af deres bedste oplevelser i skoven. Men næsten ingen kender skovbruget eller ved hvad skovdrift betyder for skovens udseende, naturen, miljøet og skovgæsterne.
 
Og næsten ingen ved at skovenes træ er verdens mest miljøvenlige råstof og en nøgle til en fossilfri fremtid hvis træerne bliver fældet og skoven dyrket bæredygtigt.
 
Meningen med Skovens Dag er derfor at øge danskernes viden om skovbrug, glæde ved at bruge skoven og dialog med skovbruget.
 
 

FOTOKONKURRENCE

 
Alle dagens gæster udfordres til at fotografere temaet for årets Skovens Dag: ”Skovens plan: Den usynlige hånd på rattet”.

Det er ikke så mystisk som det lyder. Næsten alle Danmarks skove har et formål og 10-100-årige planer for hvad der skal ske. Skovenes planer er usynlige for gæsterne, men planerne er overalt og styrer skovenes udseende.
 
Men hvordan fotograferer man det? Hvordan fotograferer man meningen med en skov, hvorfor den ser ud som den gør, og hvad der skal ske med den? Det er opgaven.
 
Læs mere om konkurrencen og hvordan du deltager på http://www.skovensdag.dk/fotokonkurrencen.

Førstepræmien er et digitalt spejlreflekskamera, Canon EOS 650D. Se alle præmierne på http://www.skovensdag.dk/praemier-fotokonkurrence-2013.
 


BAG SKOVENS DAG

 
Skovens Dag arrangeres af Dansk Skovforening og private og kommunale skove. Skovens Dag støttes af Nordea-fonden og G. B. Hartmanns Forskningsfond.

”Skovens Dag er en god mulighed for at opleve den nyudsprungne skov, møde skovens folk og få indsigt i, hvad der sker i skoven. Her produceres vores træ, men samtidig rummer skoven en rig natur og mangfoldige muligheder for aktivt friluftsliv”, siger Ulla Björnsson, sekretariatschef i Nordea-fonden som støtter aktiviteter der fremmer gode liv inden for sundhed, motion, natur og kultur."

Nordea-fonden støtter Skovens Dag 2013-2015 med 475.000 kr. G.B.Hartmanns Forskningsfond støtter med 400.000 kr.
 
 

FOTOS OG PLAKAT

 
Vi stiller 7 fotos til rådighed for pressen til omtale af Skovens Dag. Se og hent dem på http://www.skovensdag.dk/presse.

Tegneserietegneren Frank Madsen har lavet en flot plakat til Skovens Dag. Du kan hente den på http://www.skovensdag.dk/sites/default/files/uploads/plakat-skovens-dag-a4-2013.pdf. Det hvide felt i midten er beregnet til at arrangørerne kan indsætte informationerne om deres eget arrangement.
 
 
 

YDERLIGERE OPLYSNINGER

 
Dansk Skovforening: Kommunikationschef Martin Einfeldt, 6170 8042, me@skovforeningen.dk
 
Nordea-fonden: Kommunikationschef Tine Wickers, 3333 5770, tw@nordeafonden.dk
 
www.skovensdag.dk
 
www.facebook.com/skovensdag
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.