Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Naturfredningsforeningens kampagne ”Kram et træ”

 
1. oktober 2009
Martin Einfeldt, Dansk Skovforening

 
Danmarks Naturfredningsforening lancerer nu kampagnen ”Kram et træ” hvor alle danskere opfordres til at registrere store gamle bevaringsværdige træer.
 
Naturfredningsforeningen ønsker at skabe større opmærksomhed og få bedre overblik over disse træer: "Ved at få befolkningen til at registrere disse træer skabes et bedre grundlag for sammen med øvrige interessenter at diskutere hvordan et praktisk og juridisk redskab til beskyttelse af træerne ville kunne etableres".
 
Læs mere om kampagnen på www.dn.dk/kram.
 
 

Skovforeningens anbefalinger til ejerne

 
Danmark er ganske rigtigt fuldt af smukke, gamle, store træer med enorme kulturhistoriske og naturmæssige værdier. Træerne står i skove, parker, haver, alleer, kirkegårde, byer og det åbne land. De fleste af disse træer er ikke juridisk beskyttede, fx ved fredning. Men træerne er alligevel blevet beskyttet gennem generationer, nogle endda gennem århundreder: Træerne står der endnu fordi ejerne nærer samme kærlighed til dem som så mange andre mennesker gør.
 
Skovforeningen mener, ligesom Naturfredningsforeningen, at det er meget værd at de enkelte træers historie bliver fortalt. Vi opfordrer ejerne af store gamle træer til at benytte Naturfredningsforeningens kampagne til at fortælle hvorfor træerne er blevet bevaret så længe, på trods af at det måske mange gange ville have været nemmere og billigere for ejerne at fælde træerne.
 
Derfor: Hold øje med om du har træer der bliver registreret på www.dn.dk/kram. Hvis du har, så gå ind på siden og skriv det enkelte træs historie som du kender den og fortæl hvorfor træet er blevet bevaret. Og du kan også på eget initiativ lægge dine træer og deres historie ind på siden. Hvert enkelt træ er nemlig et stærkt eksempel på at frivillig naturbeskyttelse virker.
 
 

Skovforeningens politiske anbefalinger

 
Naturfredningsforeningen mener at det er nødvendigt at sikre bedre beskyttelse af træerne, men har endnu ikke fremsat konkrete politiske forslag til gennemførelse af en juridisk beskyttelse af enkelttræer.
 
Skovforeningen mener om dette spørgsmål:
  • Juridisk beskyttelse af enkelttræer kan være godt hvis det sker ved en frivillig aftale med ejeren som jo har beskyttet træet hidtil. Aftalen kan fx også omfatte pleje af træet og det omkringliggende areal, offentlig adgang til træet og en betaling til ejeren for sådanne ydelser. Frivillige aftaler virker som tillidsskabende foranstaltninger, og det er det der er brug for i naturforvaltningen.

  • Juridisk beskyttelse af enkelttræer ved tvang overfor ejeren, fx ved ufrivillig fredning eller §3-lignende indgreb, er en virkelig dårlig ide. Fordi:
    • Ejeren vil opleve det som en straf, en konfiskation, for at han har gjort noget godt hidtil.
    • Ejerne i almindelighed vil blive afskrækket fra i fremtiden at bevare gamle træer og måske fra generelt at udvikle naturværdier når man kan forudse at værdierne bliver konfiskeret.
Tvang skaber mistillid, og mistillid er en ødelæggende faktor i naturforvaltningen og i udviklingen af fremtidige naturværdier.


Dialog med Naturfredningsforeningen


Skovforeningen og Naturfredningsforeningen har aftalt at diskutere muligheder for hvordan de store, gamle værdifulde træer kan bevares på en måde som tilgodeser både ejere, omverdenen og naturen.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.