Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Dansk skovhugst gavner klimaet

 
 
5. november 2009
Martin Einfeldt, Dansk Skovforening
 
 
Politiken skriver i dag på sin forside at "Dansk Skovhugst skader klimaet". Det er skrupforkert. Og på side 12 står overskriften "nye skovregler kan sløre rige landes CO2-udslip". Det er også skrupforkert.
 
Fejlene er opstået ved dels ved en misforståelse af en ny og glimrende rapport fra Skov & Landskab, Københavns Universitet, om den fremtidige CO2-lagring i Danmarks skove. Dels ved citater fra Nepenthes og WWF som tilsyneladende begge har den misforståelse at skove rådner op og frigiver CO2 i samme øjeblik de fældes. Men det er også skrupforkert.
 
Fældning af skov er derimod nøglen til at få verdens mest bæredygtige produktion og teknologi i gang. Det overrasker mange, men det hænger sådan sammen:
 
Træ kan bruges i træprodukter som oplagrer kulstof og sparer atmosfæren for CO2 i mange år. Eller træet kan brændes af til energi som sparer kul, olie og gas.
 
Derfor er træ verdens mest miljøvenlige råstof: Træ er en ressource af solenergi og kulstof som allerede er i naturligt kredsløb. Træ kan spare os for at hente mere energi og kulstof op fra jorden. Dét er den fossilfri fremtid vi skal stræbe efter.
 
Derfor ligger den sande bæredygtige fremtid i at fælde træer, bruge træet som råstof og hele tiden sørge for genplantning af skovene.
 
Det helt store skridt fremad kan FN tage på klimatopmødet i København hvis landene bliver enige om at træprodukters lagring af kulstof kan medtages i de nationale CO2-regnskaber. Dét vil sætte skub i udviklingen af grønne produkter og teknologier lavet af træ i stedet for fx olie, plast, beton, stål og aluminium.
 
Klimaministeriet er i Politikens artikel citeret for at "erkende" at der er et problem. Men det er et andet problem, end det artiklen påstår: Danmarks reelle CO2-udledning bliver nemlig ikke forringet ved skovhugst. Men med de nuværende politiske aftaler om nationale CO2-regnskaber og reduktionsforpligtelser, kan Danmark ganske rigtigt påtage sig ekstra CO2-reduktionsforpligtelser ved at fælde træer og bruge dem. Det er dét problem som Klimaministeriet taler om.
 
Og det er også paradoksalt: Landene bør ikke pålægges ekstra forpligtelser for at bruge verdens mest miljøvenlige råstof. Netop derfor bør FN på klimatopmødet i december tage det logiske skridt at godskrive træprodukter for deres CO2-lagring.
 
 

Se, hør og læs mere

 
Filmen "En bekvem sandhed" på Træ.dk's hjemmeside.
 
Og læs i det hele taget Træ.dk's tema om træets gavn for klimaet.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.