Psykologi – den oversete nøgle i naturpolitikken

Artiklen har tidligere været bragt i moMentum 3/06

Advarsel: Denne artikel indeholder udsagn der kan træde personer og grupper over tæerne. Jeg har ikke skrevet det for at provokere, men fordi jeg tror på at sige tingene som jeg ser dem. Hvis andre mener at virkeligheden ser anderledes ud, må de endelig sige til.

– Hvordan vil I lave frivillig naturbeskyttelse og plejeaftaler om Natura 2000 med fx landmænd i Sønderjylland med dyb mistillid til Skov- og Naturstyrelsen? spurgte en landbrugsjournalist for et par år siden Skov- og Naturstyrelsen på et pressemøde.

– Ja altså, svarede Styrelsens direktør Hans Henrik Christensen og trak på skuldrene. – Psykologi kan man jo ikke håndtere.

Og så skete der ikke mere. Ingen af journalisterne fulgte op og anfægtede svaret. Alle accepterede tilsyneladende at psykologi er en fremmed fugl i naturforvaltningen og ikke en sag for Skov- og Naturstyrelsen.

I virkeligheden er det stik modsat. Psykologi spiller en større rolle end nogensinde, og i dag ville Hans Henrik Christensen nok svare at Skov- og Naturstyrelsen gør mere ud af at håndtere psykologi end tidligere, ikke mindst i samarbejdet med private lodsejere.

Den oversete nøgle

Men det er ikke så mærkeligt at Skov- og Naturstyrelsens direktør for et par år siden afskrev psykologi som arbejdsområde for Styrelsen. Og det er heller ikke mærkeligt at journalisterne åd det råt. For i årtier har naturpolitik og naturforvaltning kun bestået af jura, biologi og politiske studehandler. Det har været politikernes, myndighedernes og miljøjournalisternes hele verden.

Men en ny erkendelse har bredt sig: Når de private lodsejere er medspillere, virker naturpolitikken bedre og billigere end når lodsejerne med lov tvinges til noget der er dem imod.

Gensidig tillid letter samarbejdet mellem omverdenen og lodsejerne, både i etableringen af nye projekter og i den efterfølgende drift. Samtidig lettes det fremtidige samarbejde med andre lodsejere når rygtet om et konkret vellykket projekt spreder sig. Et let samarbejde er ikke blot behageligt for alle – det sparer også tid og penge, det giver bedre presseomtale for alle parter, og det giver de bedste resultater for naturen og friluftslivet i det lange løb.

Modsætningen kan de fleste huske: For 15 år siden tog samfundet 2-meter-bræmmerne omkring vandløb fra lodsejerne uden at betale, men omkostningen blev enorm i form af vrangvillighed og mistillid i ejernes efterfølgende samarbejde med omverdenen om naturbeskyttelse.

Derfor forsøger politikere og myndigheder nu om dage i højere grad at bygge på frivillighed og aftaler med ejerne – fx om adgang til naturen, Natura 2000, kommende nationalparker og EU’s kommende landdistriktsprogram.

Men for at få lodsejerne som medspillere, skal politikere og myndigheder pludselig også til at tage lodsejernes følelser alvorligt. Det er den nye dimension i naturpolitikken … og den er stadig ikke nem for myndighederne, og den er stadig uinteressant for halvdelen af politikerne.

Politikerne og psykologi

Generelt er psykologi ikke uvant for politikerne, tværtimod. De lever af at vinde vælgernes følelser. Men ikke alle vælgere på én gang. Forskellige politikere henvender sig til forskellige befolkningsgrupper, og alle går ud fra at de private lodsejere sjældent stemmer på venstre banehalvdel.

Derfor er lodsejernes følelser ret uinteressante for venstrefløjens politikere. Sådan vil det være indtil private lodsejere leverer en vare som også er særligt værdifuld for venstrefløjen og dens vælgere. Det kunne være naturbeskyttelse og naturoplevelser.

En eller anden dag får dette land en mere venstreorienteret regering end vi har i øjeblikket. Så vil det vise sig om de seneste års satsning på godt samarbejde med lodsejerne kun var et højrefløjsfænomen eller om resultaterne har været så gode at metoden får lov at fortsætte.

Myndighederne og psykologi

Psykologi er derimod komplet uvant for myndighederne. Myndighederne består af embedsmænd som gennem årtier, eller rettere århundreder, har udviklet en kultur hvor det drejer sig om ikke at begå fejl. Det er det vigtigste for en embedsmand.

Sådan en nul-fejls-kultur kræver facitlister, og det er der i både jura (facit defineres af lovene og domstolene), i naturvidenskab (facit defineres af videnskaben) og såmænd også i politik (facit defineres af de politiske chefer som i næste led får deres facit defineret af vælgerne). Facitlisterne er sjældent fejlfrie eller endegyldige, men det betyder mindre. Pointen er at de er der og at myndighederne kan administrere efter dem.

Hvis psykologien hos lodsejere og naturens øvrige parter kan sættes på formel, eller i hvert fald på nogle holdbare tommelfingerregler som myndigheder kan administere efter, så bliver det straks nemmere at have med at gøre for en embedsmand. Det er det der skal til.

Lodsejerne og psykologi

For lodsejerne er der heller ikke nogen vej uden om psykologien. Omverdenens følelser har større indflydelse end nogensinde på skov- og landbruget.

Først kom miljødebatten og vendte op og ned på landbrugets omdømme i befolkningen og indskrænkede erhvervets frihedsgrader. Så kom efterspørgslen på alt muligt andet end fysiske råvarer som mad og træ. Nu skal lodsejerne også levere naturværdier og naturoplevelser af alle mulige slags.

Stort set alle lodsejere erkender at omverdenens følelser har afgørende indflydelse på ejernes egen handlefrihed og økonomi. Men det er stadig uvant for lodsejerne at arbejde professionelt med omverdenens følelser.

Fx er der ikke mange personligt ejede skove (som ellers tilsammen udgør cirka 50 % af Danmarks skovareal) som stiller op med arrangementer på Skovens Dag. Men de fleste skovejere sætter stor pris på at nogle få skovejere faktisk gør den indsats.

Dette skal parterne se nærmere på

Hvad kan myndigheder, interesseorganisationer og lodsejere gøre for at skabe den bedst mulige psykologi i et konkret projekt eller en interessekonflikt?

Som udgangspunkt har de alle forskellige interesser og syn på hvad der er rigtigt og forkert og godt og dårligt her i verden. Og parterne kan have kraftige fjendebilleder af de andre parters interesser og opfattelser.

Hvad gør man så? En simpel opskrift er at hver part gør sig selv klart:

• Egne interesser – og egne antagelser om hvad der er rigtigt, forkert, godt og dårligt.
• Egen opfattelse af modpartens interesser og antagelser.
• Ønskede muligheder for løsninger baseret på fælles interesser.
• Ønskede muligheder for håndtering af tilbageværende interessekonflikter.

…og så det sværeste:

• Giv klare meldinger til modparten om hvad man nåede frem til på de 4 punkter ovenfor.
• Giv ikke meldinger til anden side, fx pressen, før man har givet dem direkte til den som meldingen vedrører.

Metoden løser ikke sagen. Men den giver mulighed for det bedst mulige samarbejde til løsning af sagen.

Det ser så banalt ud når man ser det på tryk, og det er det også. Og det foregår rigtig godt masser af steder og har gjort det i mange år.

I fremtiden bliver der brug for endnu mere af det: Bevidsthed hos alle parter om psykologiens betydning i naturforvaltningen – og en god håndtering af psykologien i praksis.

EKSEMPEL:

Da adgangsdebatten kørte højt i 2001, argumenterede Skovforeningen med de psykologiske realiteter:

Hvis lodsejere føler deres ejendomsret krænket af omverdenen, vil de være mindre villige til at samarbejde konstruktivt med omverdenen.

Hvis politikerne fx giver befolkningen større fri adgang i private skove gennem lovgivning, vil mange skovejere koncentrere sig om at beskytte den del af ejendomsretten der er tilbage, i stedet for at samarbejde med gæster og myndigheder om at tilbyde det bedst mulige friluftsliv.

Argumentet blev anerkendt af Friluftsrådet, Danmarks Naturfredningsforening og miljøminister Hans Christian Schmidt i det forlig om adgangsretten fra 2002 der førte til de nye adgangsregler i 2004:

Færdsel og ophold i umiddelbar nærhed af vej og sti i skov – en handling der på papiret ikke er umiddelbart lovlig, men som bliver accepteret af stort set alle skovejere – blev IKKE givet fri for befolkningen. Til gengæld forventede omverdenen at skovejerne frivilligt accepterede skovgæsternes færdsel og ophold i umiddelbar nærhed af vej og sti.

Og så vidt vi kan vurdere, virker det: Ordningen giver ingen konflikter ude i skovene, og skovejerne har fået en psykologisk belønning (= politikernes undladelse af en lovregel) for at imødekomme et udbredt ønske hos skovgæsterne.

Det er moderne naturpolitik når den er bedst.