Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

DMU: Brændeovne sviner langt mindre end deres rygte

8. juni 2010
Martin Einfeldt, Dansk Skovforening
 
 
Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) på Aarhus Universitet har kortlagt brændeovnes bidrag til luftforurening med en hidtil uset detaljeringsgrad.
 
Partikeludslippet fra 200 brændeovne i Slagslunde, Nordsjælland, er blevet målt og fundet kun halvt så stort (440 gram partikler pr. GJ) som DMU selv antog i 2005 og betydeligt mindre end den officielle emissionsfaktor fra 2008 (533 gram pr. GJ).

Og måske endnu mere interessant: Selvom brændeovnene står for over halvdelen af udledningen af såkaldt primære partikler, så bidrager ovnene kun med 10-20 procent af alle de partikler der faktisk er i luften. Det skyldes at luften også indeholder partikler fra udlandet, fra trafik og fra gasser (fx fra landbruget) der omdannes til partikler.
 
DMU siger i deres pressemeddelelse at ’den samlede emission fra danske brændeovne kan være overvurderet’. Det var DMUs egen rapport om brændeovne i Gundsømagle, Nordsjælland, der i 2004 skabte alarmerende overskrifter om forurening fra brændefyring.
 
 

Dette vil dreje debatten

 
Rapporten er en opsigtvækkende drejning af den opskruede debat om brændefyring der har kørt i et par år og senest i marts 2010. Det opsigtsvækkende er ikke at brændeovnenes forurening har været overvurderet i debatten. Det er der nemlig mange der har påpeget tidligere, herunder Dansk Skovforening.
 
Det opsigtsvækkende er at Danmarks Miljøundersøgelser nu trækker i land i forhold til tidligere alarmerende meldinger om forureningen fra brændeovne.

Denne nye drejning har affødt en længere og læsværdig debat på Ingeniørens hjemmeside.

Det Økologiske Råd som især har brugt DMUs tidligere tal og vurderinger til en kraftig kritik af privat brændefyring, har ikke udtalt sig om den nye rapport.
 

Større forskningssamarbejde om brændefyring


DMUs undersøgelser er et led i forskningsprojektet WOODUSE som er et tværfagligt projekt om mange aspekter af brændefyring. Det omfatter blandt emissioner, forureningsniveauer i udeluft og indeluft, helbredseffekter samt sociale aspekter.
 
I WOODUSE deltager 4 institutioner (DMU, Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet samt Institut for Byggeri og Anlæg ved Danmark Tekniske Universitet). Projektet er støttet af Det Strategiske Forskningsråd.
 

Tidligere nyheder i sagen

16. marts 2010
Opskruet debat om brændefyring
Konference på Christiansborg afslørede stor usikkerhed om brændefyringens eventuelle skadevirkninger. Der er ikke umiddelbart udsigt til afgifter på brændeovne.

15. marts 2010
Brænderøg er bedre end rygtet
Mediernes jævnlige og forfærdende historier om hundreder af danskere der dør hvert år af brændeovnsrøg, er heldigvis vildt overdrevne. Folketinget har ingen grund til at gribe ind overfor brændefyring.

Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.