Krigsveteraner bor i skovene

Skovforeningen om Jyllandspostens forsidehistorie "Krigsveteraner bor i skovene": Hvis forsvaret mener at ophold i skovene kan hjælpe, kan der være behov for at forsvaret og skovejerne udvikler aftaler så skovene indgår i krigsveteranernes behandling.

Jyllandsposten bragte 21. juni forsidehistorien Krigsveteraner bor i skovene. Jyllandposten har samtidig lavet et tv-interview med Hans Holm der efter missioner i Kosovo og Irak lider af posttraumatisk stresssyndrom og depression. Hans Holm flytter i perioder ud i skoven, og i interviewet fortæller han om sit liv og overlevelse i danske skove. Sommeren 2010 tilbringer han i en privat nordsjællandsk skov sammen med sine to slædehunde.

Skovforeningen har stor sympati de danske krigsveteraner og stor forståelse for at skovene kan tilbyde dem en ro som de ikke finder andre steder.

I det lange løb er det ikke holdbart at krigsveteraner skal leve som lovløse i Danmarks skove med risiko for uhensigtsmæssige konfrontationer med skovejere, jægere og andre skovgæster.

Løsningen på veteranernes problemer ligger givetvis udenfor skovene. Men hvis forsvaret mener at ophold i skovene kan være til hjælp for nogen, kunne der være behov for at forsvaret og skovejerne sammen udvikler aftaler så skovene kan indgå i krigsveteranernes behandling.

Derved kunne skovenes positive virkning på traumatiserede sind få de bedst mulige rammer og komme veteranerne til størst mulig nytte.