Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Fjern fælderne ved tidsbegrænsede aftaler

17. januar 2011
Niels Reventlow og Jan Søndergaard, Dansk Skovforening

 

Tidsbegrænsede aftaler mellem lodsejere og myndigheder om naturpleje er vigtige: Langt flere ejere vil gå ind i tidsbegrænsede end i permanente aftaler.

Men der er flere juridiske fælder hvis man påtager sig en særlig drift af et areal med en udtrykkelig ret til at vende tilbage til den tidligere drift inden 1 år efter aftalens udløb.

Fælderne består af mistet genopdyrkningsret, uden erstatning. Det kan opstå hvis:

  • Loven i aftaleperioden ændres så den omfatter den opståede naturtype.

 

  • Ejeren midlertidigt forhindres i genopdyrkning på grund af en fredningssag der ikke gennemføres.

 

  • Arealet i aftaleperioden er blevet hjemsted for en artikel 12-beskyttet art i henhold til EUs habitatdirektiv.
 
Paradoksalt nok har ejerne siden 1991 på Skovforeningens foranledning være beskyttet imod en lignende fælde hvis den er opstået biologisk og ikke juridisk: Hvis arealet i aftaleperioden vokser ind i en  beskyttet § 3-naturtype, kan ejeren indtil 1 år efter aftaleudløb vende tilbage til den hidtidige drift.

Den tidligere miljøminister nægtede i flere omgange at fjerne de nuværende juridiske fælder. Derfor har Skovforeningen advaret skovejere imod at indgå tidsbegrænsede aftaler om naturpleje uden at overveje de juridiske fælder. Og vi har advaret politikere og samfund om at de juridiske fælder vil afholde mange lodsejere fra at indgå aftaler om naturpleje.

 

Men nu sker der måske noget:

Den nuværende miljøminister meddeler under overskriften ”Landmænd skal kunne stole på miljøaftaler” at hun vil ændre reglerne så en landmand efter en 5-årig aftale om miljøvenlige jordbrugsforanstaltninger (MVJ) i et Natura 2000-område har ret til at genopdyrke arealerne hvis det i øvrigt kun medfører en minimal udvaskning af nitrat.

Dét er den fornuftige holdning der kan give flere aftaler og dermed flere resultater for naturen. Hele ministerens gode argumentation kan læses på Miljøministeriets hjemmeside i en pressemeddelelse fra 23. december 2010.

Ministerens holdning bør ophøjes til et generelt princip ved indgåelsen af natur- og miljøaftaler: Alle parter skal kunne have tillid til aftalernes indhold og konsekvenser. Det vil give flest aftaler og mest natur for pengene.

Derfor beder Skovforeningen nu Karen Ellemann se på sagen i sin helhed og fjerne de resterende juridiske fælder så ingen lodsejere kan lokkes ind i tidsbegrænsede aftaler  der ender med permanente forpligtelser .

Det vil ikke koste en krone, og det vil gavne både Danmarks natur og samarbejdet mellem samfundet og lodsejerne.

Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.