Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Vagtskifte i toppen af forskningen

 
14. november 2011
Søren Fodgaard og Martin Einfeldt, Dansk Skovforening
 
 

Per Holten-Andersen ny rektor på CBS

 
Dekan ved Københavns Universitet Per Holten-Andersen tiltræder 1. januar 2012 som rektor på Copenhagen Business School – Handelshøjskolen i København.
CBS har 1400 ansatte og 18.000 studerende inden for økonomi, jura, politik, kultur, sprog, historie mv.
 
Per Holten-Andersen har været rektor på KVL, Landbohøjskolen, fra 2002 til 2006. I 2007 fusionerede Københavns Universitet (KU) og KVL, og Per Holten-Andersen blev dekan for LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet.
 
Der har været et stort antal ansøgere til stillingen, og bestyrelsen har i udpegningen lagt stor vægt på Per Holten-Andersens omfattende erfaring med universitetsledelse og hans karriere som leder af en større uddannelses- og forskningsinstitution.

Per Holten-Andersen er 59 år, forstkandidat i 1979, HD i Finansiering og Kreditvæsen i 1984 og Ph.d. i 1990 med en afhandling om inflation og beskatning i skovøkonomi. Han har siden 1990 været ansat ved Landbohøjskolen og blev leder af Institut for Økonomi, Skov og Landskab i 1999.

Per Holten-Andersen er fortsat medlem af Dansk Skovforenings bestyrelse som repræsentant for forskning og undervisning.
 
 

Niels Elers Koch konstitueret som dekan på LIFE

 

Niels Elers Koch bliver konstitueret som dekan for LIFE - Det Biovidenskabelige Fakultet (tidligere Landbohøjskolen). Vagtskiftet sker, fordi dekan Per Holten-Andersen er udnævnt som rektor for CBS fra nytår.
 
Niels Elers Koch kommer fra en stilling som centerdirektør for Skov & Landskab på Københavns Universitet. Han blev forstkandidat i 1975, har en doktorgrad om skovenes anvendelse til friluftsliv og er præsident for den internationale forening for forskning i skov og landskab, IUFRO.
 
Niels Elers Koch er konstitueret fra 1. januar til 31. december 2012 da bestyrelsen for Københavns Universitet diskuterer en fusion mellem Det Biovidenskabelige Fakultet og Det Naturvidenskabelige Fakultet. Elers Koch indgår således i en eventuel overgangsledelse i 2012.
 
 

Gertrud Jørgensen konstitueret som centerdirektør for Skov & Landskab

 
Posten som centerdirektør for Skov & Landskab besættes med forskningschef Gertrud Jørgensen som er konstitueret pr. 1. januar 2012 og indtil videre.

Gertrud Jørgensen er uddannet arkitekt og ph.d. med speciale i byplanlægning. Hun har siden 1997 været forskningschef for den afdeling, der i dag hedder By- og Landskabsstudier på Skov & Landskab. Gertrud har desuden siden 2007 været ansat som professor med særlige opgaver inden for Byplanlægning med fokus på "Den Levende By".

Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.