Vores Energi – regeringens energiudspil 2011

Regeringen har som oplæg til energiforhandlingerne udsendt energiudspillet Vores Energi. Energiforhandlingerne skal resultere i en ny energiaftale frem mod 2020.

Køreplan i Regeringens energiudspil

  • 2020 – Halvdelen af det traditionelle elforbrug er dækket af vind.
  • 2030 – Kul udfases fra de danske kraftværker.
  • 2035 – El- og varmeforsyningen dækkes af vedvarende energi.
  • 2050 – Hele energiforsyningen – el, varme, industri og transport – dækkes af vedvarende energi.

Ud med kul og ind med biomasse på de centrale kraftvarmeværker

Regeringen lægger op til, at der skal skiftes fra kul til biomasse i den centrale kraftvarmeproduktion via øget aftalefrihed mellem producenter og aftager af varme samt at fjernvarmens rolle i den fremtidige energiforsyning skal analyseres inden udgangen af 2013.

Begge tiltag er rigtig fornuftige.

Øget aftalefrihed betyder, at besparelserne ved at omlægge til en billigere energikilde ikke udelukkende skal komme forbrugerne til gode, men at noget af gevinsten, efter aftalen mellem fjernvarmeproducent og forbruger, kan gå til at dække fjernvarmeproducentens udgifter og risiko. – Det øger incitamentet til at lægge om.

En analyse af fjernvarmens fremtidige rolle i energiforsyningen kan være med til at give skovejeren information om fremtiden som er essentiel for planlægningen af produktionen af træ til energi.

Fastholdelse af brændselsrestriktioner for decentrale kraftvarmeværker

Desværre lægger regeringen også op til at de gældende brændselsrestriktioner for decentrale kraftvarmeværker fastholdes.

Det er ærgerligt. Frit brændselsvalg på decentrale kraftvarmeværker er med til at sikre en lokal produktionen og afsætningen af bæredygtig skovflis. Nærheden mellem producent og aftager mindsker transporten og giver et endnu grønnere produkt. Herudover vil lokale afsætningsmuligheder være en motiverende faktor for de omkringliggende skove til at producere skovflis til energi.

Naturgas net og biogas

Der lægges op til at der skal udarbejdes en analyse af den fremtidige anvendelse af gasinfrastrukturen – både i overgangsfasen med fortsat anvendelse af naturgas og i en fremtid hvor biogas og anden VE-gas tager over.

Det danske naturgassystem er teknisk levedygtigt ud over år 2050. Det er derfor naturligt at tænke på anvendelsen af naturgasnet efter det tidspunkt, hvor den fossile naturgas skal være udfaset.

Samtidig lægges der i energiudspillet op til at biogassen skal fremmes gennem afregningstilskud og anlægstilskud.

Men gas kan også komme fra biomasse og der er plads til den i energimarked. Det tekniske potentiale for udbygning af biogas er beregnet til at være op mod 40 PJ/år. Det nuværende forbrug i Danmark af naturgas er ca. 170 PJ/år.

Det ville i den forbindelse være naturligt at sidestille biogassen og gas fremstillet af biomasse (SNG).

Øge forskning, udvikling, demonstration og innovation (FUD&I) indenfor nye energiteknologi

Under forskningsindsatsen koncentrerer energiudspillet sig om teknologiudvikling. Men her er det vigtigt at være opmærksom på at råvaren, for en del af de teknologier, som er under forsat udvikling, er biomasse.

Energiudspillet indeholder ikke noget om forskning vedrørende biomasseproduktion. En øget interesse og forskning i biomasseproduktion kunne ellers være med til at give Danmark en høj grad af forsyningssikkerhed. I den forbindelse er der god grund til at forske mere i skovens træer og skovdyrkning. De rummer nemlig et stort potentiale for en højere biomasseproduktion.