Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Bedre træproduktion på dagsordenen

 
Niels Reventlow og Jan Søndergaard, Dansk Skovforening
 

God nyhed til Skovens læsere:

I denne og de næste mange måneder bringer vi en serie artikler fra højt kvalificerede danske skovbrugere med gode råd til at øge skovenes træproduktion og forbedre dens økonomi. Rådene er konkrete, erfaringsbaserede og gennemarbejdede.

Seriens første artikel handler om billigere kulturanlæg af høj kvalitet ved brug af dækrodsplanter og nøje afstemte procedurer for areal- og plantebehandlingen.

De kommende artikler vil handle om bl.a. pleje af kulturer, bevoksningsbehandling, aflægning af effekter, træartsvalg og information til ejerne.

 

Der er noget at hente for alle skovbrugets praktikere – ejere, forvaltere, skovarbejdere, maskinførere, entreprenører.

Og de gode råd kan slå direkte igennem på ejendommens driftsresultat: Salg af råtræ bidrager med 2/3 af skovenes indtægter og rummer dermed store muligheder for at forbedre skovenes økonomi og bæredygtighed.

Studerende og kommende medarbejdere i skovbruget vil finde nyttig viden i artiklerne som derved også bliver et værdifuldt bidrag til udviklingen af skovbrugets uddannelser.

Endelig vil artiklerne tydeliggøre skovbrugets arbejde med løbende tilpasning til markedets efterspørgsel og ny teknologi. For forskere og leverandører af viden, udstyr og rådgivning vil artiklerne give vigtig inspiration fra praksis om behovet for faglig forskning og udvikling.

 

Artiklerne kommer på et godt tidspunkt:

Politikerne og hele samfundet er ved at få øje på skovenes træproduktion som nøglen til en fossilfri fremtid. Danmark og hele verden får brug for masser af træ til at erstatte kul, olie, gas, stål, aluminium, beton og plast.

Øget brug af træ er en logisk og nødvendig del af den grønne omstilling af Danmarks økonomi som Regeringen vil gennemføre.

Der skal bruges træ både til byggeri, til hverdagsprodukter og til energi. Så vi får brug for et skovbrug der kan producere masser af træ på et bæredygtigt grundlag, også økonomisk.

Derfor er der mere end nogensinde brug for faglig viden om hvordan vi producerer træ bedst muligt i Danmark. Og med færre ansatte i skovene end nogensinde er der kraftigt behov for at skovbrugets praktikere udveksler deres viden og erfaringer.


Derfor: Stor tak til forfatterne af de kommende artikler.

Vi glæder os til at læse dem, og vi håber at Skovens læsere vil bidrage til den faglige debat om træproduktionen med spørgsmål, synspunkter og egne erfaringer.
 
 
 
Abonner på Skoven og få hele serien af artikler om bedre træproduktion. Den første bringes i Skoven 1/2013 og handler om kulturanlæg ved hjælp af billige dækrodsplanter.
 
Skoven er tidsskriftet for alle med tilknytning til praktisk skovbrug og naturforvaltning. Det indeholder aktuelle informationer om skovdyrkning, driftsteknik, dyre- og planteliv, naturpleje, skovøkonomi, lovgivning, faglige begivenheder og skovbrug i udlandet. Bladet er desuden debatforum for skovbrugets praktikere.
 
Skoven udkommer 11 numre om året, og abonnementet omfatter også nyhedsbrevet Skoven-Nyt.
 
Et års abonnement koster 600 kr. inkl. moms (2013). Der kan tegnes abonnement med 80 kr. rabat til personer med tilknytning til Skovforeningens skovejende medlemmer samt medlemmer af skovdyrkerforeningerne. Studerende kan tegne abonnement til 400 kr inkl. moms.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.