Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Forslag til ændring af virksomhedsskatteloven

 
 
10. juli 2014
Hans Maltha Hedegaard & Sophie Walseth, Dansk Skovforening
 
 
Skatteministeriet har den 11. juni 2014 fremsat ovennævnte lovforslag i Folketinget og samtidig udsendt forslaget i offentlig høring med høringsfrist den 9. juli 2014.
 
Skovforeningen forventer, at en stor andel af landets skovejere  anvender virksomhedsskatteordningen og derfor vil blive påvirket af de foreslåede regelændringer.
 
 

Bemærkninger til høringsudkastet

Virksomhedsordningen har fungeret til stor gavn for de private danske erhvervsvirksomheder siden 1987. Ikke mindst har ordningen været medvirkende til, at mange skovbrugsvirksomheder har kunnet overleve og drives videre.

Dette kan lovforslaget dog sætte en stopper for, da det for mange ejendomme vil medføre yderst belastende konsekvenser for virksomhedernes fremtidige økonomi, da en væsentlig del af det hidtidige grundlag for ordningens anvendelse ændres.

Skovforeningen finder endvidere, at der er alt for mange uafklarede forhold og definitionsmæssige problemer i det fremsatte forslag. Disse må nødvendigvis afklares inden lovforslaget bliver gældende lov.

Landbrug & Fødevarer har på baggrund af Videncenterets og de lokale foreningers detaljret kendskab til landbrugsejendommenes skattemæssige forhold kunnet forudsige konsekvenserne af lovforslaget. Skovforeningen har et indgående kendskab til skovenes økonomiske forhold, men er ikke i besiddelse af tilsvarende oplysninger om skovenes skattemæssige forhold. Vi er af den opfattelse, at mange skovejendomme er i en lignende situation som landbruget.
 
Foreningen henstiller derfor til, at regeringen vil målrette indsatsen og tage højde for de problemer, som er belyst i høringssvaret fra Landbrug & Fødevarer.
 

Skovforeningen er uenig i lovforslagets forudsætninger om:

  • At en negativ indskudskonto er ensbetydende med mangel på dokumentation for, at den selvstændiges indskudte passiver er erhvervsmæssige.

  • At lovforslaget skal føre til, at selvstændige kun må spare op i virksomhedsordningen, hvis indskudskontoen er nul eller positiv.

  • At forslaget får virkning fra fremsættelsesdatoen, og at effekten af lovforslaget derfor skal have konsekvenser for allerede lovligt foretagne dispositioner.

  • At lovens overgangsregler/overgangsbeløb er tilstrækkelige til at eliminere skattemæssige konsekvenser for allerede lovligt foretagne dispositioner.

Skovforeningen forudsætter, at ejere også i fremtiden – lige som ved ordningens etablering - kan sætte indskudskontoen til nul, hvis inddragelse af virksomhedsgæld medfører, at indskudskontoen bliver negativ. I modsatte fald vil ejere være forhindret i at indskyde midler på indskudskontoen, hvilket ikke er i overensstemmelse med ordningens oprindelige hensigt.

Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.