Skovens Dag 2015: Vær med

Næste Skovens Dag afholdes 10. maj 2015. Temaet bliver Danmarks nationale skovprogram som regeringen lancerer i denne vinter. Hvordan formulerer man det tema skarpt og tillokkende? Send ideer!

Den næste Skovens Dag bliver afholdt søndag den 10. maj 2015.

Sæt allerede nu kryds i kalenderen og overvej meget gerne at afholde et arrangement – stort eller lille – i skoven den dag.

Tema om Danmarks nationale skovprogram

Hvert år har Skovens Dag et tema og en fotokonkurrence. I 2015 er det oplagt at tage udgangspunkt i det nationale skovprogram som regeringen lancerer i denne vinter. Det er første gang i 12 år at en dansk regering fremlægger en samlet skovpolitik.

Vi ved ikke hvad den skovpolitik kommer til at indeholde eller hvor stor opbakning den får fra resten af Folketinget og fra de mange, mange interessegrupper der er knyttet til skovene. Men vi er sikre på at skovprogrammet vil give masser af stof at tale med gæsterne om på Skovens Dag. Både om Danmarks overordnede skovpolitik, om betydningen for den konkrete skov som arrangementet foregår i og om betydningen for de gæster der er mødt op.

Så er spørgsmålet hvordan man formulerer sådan et politisk tema så det bliver tillokkende for mulige Skovens Dag-gæster. Noget som fx “Skovens Fremtid”? Eller “Hvad vil du med skoven?”? Eller “Har politikerne noget at skulle have sagt over skoven?”?

Ideer til skarp og tillokkende formulering af dette tema er meget, meget velkomne. Send gode ideer til me@skovforeningen.dk. Mange tak.

Hvis du overvejer at afholde et arrangement på Skovens Dag 2015…

… så send en uforpligtende mail til me@skovforeningen.dk. Så holder vi dig orienteret om den nærmere planlægning af dagen.

Hvis du beslutter at afholde et arrangement, vil du til foråret nemt kunne lægge detaljer om arrangementet ind på www.skovensdag.dk hvorefter arrangementet kommer med i den landsdækkende markedsføring af Skovens Dag.

Ideer og gode råd

Der er masser af ideer og gode råd til forberedelse, markedsføring og afvikling af et arrangement i ”Håndbog for arrangører på Skovens Dag”.

Indholdet af et arrangement er helt op til den enkelte arrangør. Antallet af gæster på det enkelte arrangement er mindre vigtigt. Mange skove får den bedste dialog og de bedste nye netværk på mindre vandreture. Et arrangement kan derfor gennemføres enkelt, billigt, uhøjtideligt og med stor succes.

Tommelfingerreglen er at gæsterne skal have en oplevelse som de ikke ville få på en skovtur på egen hånd. Ofte er et par timers vandring med en engageret skovmand rigeligt til det.

Skovens Dag får også opmærksomhed i medierne og i lokalsamfundet. Et arrangement kan sprede viden om skovens og skovbrugets vilkår, sprede positive holdninger til skoven og skovbruget – og markedsføre skovens produkter.