Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Problematiske forslag til ændringer i plan- og naturbeskyttelsesloven

 
21. november 2014
Hans M. Hedegaard og Sophie Walseth, Dansk Skovforening
 
Naturstyrelsen har sendt et forslag om ændringer af planloven og naturbeskyttelsesloven i høring. Skovforeningen har afgivet et høringssvar hvor hovedpunkterne er:
 


Udpegningerne kan få betydning for erhvervsmæssige aktiviteter

 
Dansk Skovforening er uenig i lovforslagets bemærkninger om at den eneste erhvervsøkonomiske konsekvens er gødnings- og sprøjtningsforbuddet i lovforslagets § 2 (ændring af naturbeskyttelsesloven).
 
Ifølge lovforslaget vil udpegninger af arealer der skal indgå i Naturplan Danmark, ikke indebære rådighedsindskrænkninger for ejerne af arealerne. Det fremgår også af bemærkningerne at "Lovforslaget vurderes i praksis ikke at få selvstændig betydning i f.t. at begrænse eksisterende erhvervsinteresser eller andre væsentlige interesser."
 
Men ved udpegningen af det grønne Danmarkskort skal der også udpeges områder som potentielt kan skabe sammenhæng og som i dag ikke nødvendigvis er omfattet af en særlig beskyttelse. Derfor vil forslaget i praksis, gennem ændret administration af gældende lovgivning inden for områderne, kunne få betydning for de erhvervsmæssige aktiviteter der kræver forudgående godkendelse.
 
 

Uklart hvilke områder udpegningerne inkluderer

 
Det fremgår af ændring af planloven at udpegningen blandt andet skal indeholde eksisterende Natura 2000-områder på land samt øvrige eksisterende værdifulde naturområder. Det er uklart hvad der menes med "øvrige eksisterende værdifulde naturområder".
 
Bemærkningerne siger også at "de naturområder, som forventes at blive udpeget er således Natura 2000-områder, relevante fredede områder, natur- og vildtreservater, klitfredede arealer, større skove og § 3-beskyttede naturområder, hvor naturindholdet på forhånd er stort, og hvor tiltag for naturen derfor kan iværksættes omkostningseffektivt." Det er også uklart hvad der her betragtes som "større skove". Skovforeningen er uenig i at større skove i sig selv bør kunne være et udpegningsgrundlag.
 
 

Lovforslaget indfører sprøjtningsforbud på § 3 naturområder

 
Lovforslaget vil fjerne retten til sprøjtning og gødskning på § 3-beskyttede naturområder. Ferske enge og overdrev beskyttet i henhold til § 3 i naturbeskyttelsesloven har ellers hidtil kun været beskyttet hvis de i 7-10 år inden lovens ikrafttræden i 1992 ikke var omlagt. Hvis arealerne var omlagt med større mellemrum, kunne denne praksis fortsætte. Også sprøjtning og gødskning kunne fortsætte med hidtidige intervaller/intensitet.
 
Vi peger samtidig på at væsentlige biologiske værdier på sådanne græsningsarealer, herunder skovenge, kan gå tabt. Hvis arealerne ikke kan opretholde en tilstrækkelig næringsværdi for det afgræssende kvæg, kan det stoppe græsningen.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.