Miljøministeren vil fortsat producere træ i statsskovene

Miljøministeren beskyldes for at misinformere Folketinget om indtægten på 100 mio. kr. fra statsskovenes træproduktion. Ministeren står ved sit svar og ved fornuften i at statsskovene blandt andet producerer træ. Skovforeningen er enig med ministeren.

– Jeg er godt klar over, at nogle mener, vi skal ophøre med at producere træ og udlægge alle statslige skove til urørt skov. Det er ikke en holdning, jeg deler. Skovene skal være for alle og tilgodese både dyr, planter, mountainbikere, spejdere, børnefamilier og mange flere. Det kan vi blandt andet gøre med penge fra skovdriften, og det vil vi fortsat gøre.

Det siger miljøminister Kirsten Brosbøl om driften af statsskovene i dagens udgave af internetavisen Altinget.dk.

Debatten blev indledt i august 2014 da Ole Birk Olesen (Liberal Alliance) spurgte Miljøministeren hvad det vil koste at stoppe statsskovenes træproduktion? Ministeren svarede at nettoindtægten ved statens skovdrift er ca. 100 millioner kr. Pengene går til natur og friluftsliv på statens arealer.

Svaret tændte idehistoriker Rune Engelbrecht Larsen til et hidsigt angreb på statsskovbruget i Politiken 17. september: “Naturstyrelsen er den største trussel mod naturen i statsskovene“. Naturstyrelsen svarede med indlægget “Vi er ikke naturens og skovens fjende“:

Miljøorganisationen Verdens Skove gik så til Altinget.dk og beskyldte ministeren og embedsværket i Naturstyrelsen for at anvende “mørkelygten” ved at give et mangelfuldt og udokumenteret svar til Folketinget og Ole Birk Olesen. Verdens Skoves projektkoordinator Stine Nüchel Tuxen mener at det er en illusion at tømmerproduktion og biodiversitet går hånd i hånd:

– Det mest omkostningseffektive skridt hen imod at sikre biodiversiteten er, ifølge forskerne, at overlade tømmerproduktionen til private skovejere og omlægge statsskovene til vild natur.

Miljøministeren uddyber Naturstyrelsens indtægter og udgifter

I dagens indlæg på Altinget.dk afviser Miljøministeren påstanden om at hun skulle have misinformeret Folketinget om statens nettoindtægt på 100 millioner kr. fra træproduktionen. Hun skriver blandt andet:

– Der er ikke holdt noget skjult i det svar til Folketinget, jeg i august bad Naturstyrelsen om bidrag til at besvare. Der står meget klart, at skovdriften i 2013 gav en nettoindtægt på cirka 100 millioner kroner. Længere nede i svaret fremgår det også helt klart, at der ikke er medtaget udgifter til administration, afskrivning og ejendomsskatter.

– En del af omkostningerne ville skulle afholdes, uanset om der var skovdrift eller ej, fx udgifter til rydning af væltede træer ved veje og naboer og vedligeholdelse af veje og grøfter, så skovene er farbare for gæster. Alt i alt et tocifret millionbeløb.

– Naturstyrelsens har fællesudgifter på 446 millioner kroner som dækker langt mere end udgifterne til at drive Naturstyrelsens skovbrug. De går blandt andet til vandovervågning, naturpleje, naturformidling og styrelsens myndighedsopgaver. Det korte af det lange er, at skovdriften ikke giver underskud.

– Heller ikke, hvis man fraregner ejendomsskatter, afskrivninger samt administrative omkostninger til skovdrift og stabsfunktioner. Der er stadig overskud. Pengene bliver brugt til naturprojekter, friluftsliv og meget mere. Ting, som ville blive sværere at finansiere, hvis man ophørte med at producere træ.

Skovforeningens holdning

Dansk Skovforening blander sig ikke i hvordan den enkelte skovejer vælger at drive sin skov, heller ikke når det er staten der er skovejer. Om staten vil bruge sine skove til at producere træ eller biodiversitet eller naturoplevelser eller lidt af det hele, det er op til staten selv, det vil sige Regeringen og Folketinget.

Men det er meget vigtigt for os at den offentlige debat om skovbrug er så tilpas seriøs at politikerne ikke påvirkes af det rene vrøvl.

Og det er rent vrøvl at det skulle være en omkostningseffektiv vej til at sikre biodiversitet at lægge alle statens skove urørt. For det enorme beløb det vil koste at kassere statens træproduktion kunne man få meget mere biodiversitet hvis man i stedet brugte nogle af pengene på de 82 % af Danmarks skovareal som ikke ejes af staten.

Og hvad ville det koste at kassere statens træproduktion? Det vil koste meget mere 100 millioner kr. om året som kun er den direkte salgsindtægt fra træet til statskassen. Dertil skal lægges træets samfundsøkonomiske gevinster ved jobskabelse og værdiskabelse i hele trækæden.

Ideen om at lægge alle statsskovene urørt har floreret i skovdebatten siden 2007 hvor den blev lanceret af nogle biologiske forskere. Men forskerne selv fremfører ikke ideen længere, sandsynligvis fordi de nu kan se at man får mest biodiversitet for de begrænsede midler til formålet (hvor store eller små politikerne så end beslutter at de midler skal være) ved at investere dem både i offentlige og private skove.

Det er også ret indlysende at det giver god mening masser af steder, også i statsskovene, at producere træ som tjener penge der gør en mere bæredygtig skovdrift mulig. Og i særlig grad fordi træ er verdens mest miljøvenlige råstof, og Danmark og hele verden får brug for masser af træ til en fossilfri fremtid.