Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

P-betaling ved 19 natur- og turistområder i Danmark

 
10. december 2014
Sophie Walseth, Dansk Skovforening

Fra og med foråret 2015 vil det koste penge at parkere ved 19 af de mest besøgte strande og naturområder i Danmark. Naturstyrelsen indfører betalingsparkering for at skaffe indtægter til at drive toiletter, vedligeholde borde og bænke samt at fjerne affald.

- Vi vil gerne sikre ordentlige forhold for vores besøgende. Vi ved at både danske og udenlandske gæster efterspørger gode faciliteter ved vores attraktive naturområder, især gratis toiletter. For at sikre det har vi valgt at kigge på nye indtægtsmuligheder, siger vicedirektør i Naturstyrelsen, Peter Ilsøe.

Fælles for de 19 steder egnet til betalingsparkering er at man kan parkere sin bil lidt længere fra hovedindgangme til disse steder uden afgift. I flere år har der været betalingsparkering ved Jægersborg Dyrehave og Møns Klint.

Årlig indtægt på fem millioner kroner


Størrelsen på afgiften er endnu ikke fastlagt, men som udgangspunkt skal den afspejle det lokale markedsniveau. Naturstyrelsen forventer en indtægt på ca. fem millioner kroner om året.

Driften af parkeringssystemet udbydes i løbet af vinteren 2014/2015, således at betalingen træder i kraft inden sommeren 2015.

Muligheden for særlige ordninger for foreninger og brugere der ofte bruger parkeringspladserne, vil blive undersøgt.

Stærk kritik af afgiften


Betalingsparkeringen har mødt protester fra flere af landets borgmestre som mener at afgiften blandt andet vil skræmme turister og andre brugere væk fra naturen.

- Danmark er i forvejen et dyrt land at feriere i så det sidste vi har brug for, er flere udgifter for turisterne, siger Borgmester Erik Buhl, Varde Kommune.

FDM, bilisternes organisation, har ligeledes kritiseret ordningen som værende en ren pengemaskine.

Er det lovligt?


Jurist Dennis Lange, FDM, mener ikke, at Naturstyrelsen har hjemmel i vejloven til at etablere betalingsparkering for at få penge til faciliteter som toiletter, borde og bænke. Af loven fremgår det, at betalingsparkering alene må indføres for at få dækket sine udgifter til parkeringspladsen, hvilket fx kan være optegning af parkeringsbåse eller vejbelægning.

- Indtægterne må altså ikke gå til faciliteter, der ikke har med parkering at gøre. I så fald vil det være i strid med loven, siger Dennis Lange og uddyber:

- Ifølge færdselsloven er det ikke tilladt at hyre et privat parkeringsselskab til at stå for at udskrive og opkræve P-afgifter på et offentligt område, som Naturstyrelsen lægger op til. Det er alene en opgave for politiet og kommuner.
 
Naturstyrelsen mener at p-betalingen er lovlig:
 
- FDMs påstand om, at det er ulovligt, tager udgangspunkt i vejloven. Men de pågældende parkeringspladser er ikke på offentlige veje. De ligger på styrelsens egne områder – og i den forstand er styrelsen grundejer, siger vicedirektør Peter Ilsøe, Naturstyrelsen.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.