Vandalisme på Sydsjælland

Et hårrejsende eksempel på den manglende sammenhæng i Danmarks naturpolitik: 6000 ha enestående natur på Sydsjælland, genoprettet over 30 år i samarbejde med masser af private lodsejere, skal nu gennemskæres. Leder i Skoven 6/2015.

Vi har mange gange beklaget at Danmark mangler en langsigtet og sammenhængende skovpolitik.

Her er et hårrejsende eksempel på at naturpolitikken heller ikke hænger sammen.

Genoprettelse af 6000 ha naturkorridor

Fra Næstved til Rønnede er genoprettet en 15 km lang og 4 km bred korridor for vand og natur omkring Susåen.

Korridoren går fra Holmegaards Mose i vest over Porsmosen, Holts mose og Gødstrup Engsø til Hovmosen i øst.

Det er et gigantisk naturgenopretningsprojekt udviklet over 30 år. En masse private lodsejere har opgivet landbrugsjord, stoppet dræning, fjernet trævækst, omlagt skov, omlagt vandløb, modelleret landskabet, genslynget åer, genoprettet søer og indgået fredningsaftaler.

Det er sket i samarbejde med Naturstyrelsen, flere kommuner, det daværende Storstrøms Amt og stribevis af lokale foreninger.

Korridoren er nu en af Sjællands bedste fuglelokaliteter med trane, havørn, vandrefalk , rød glente, engsnarre, stork og meget mere. Det er udpeget fuglebeskyttelses- og Natura 2000-område i henhold til EUs habitatdirektiv.

Jorden er også rig på fortidsminder fra stenalderen og jernalderen, og en del af korridoren er udpeget om kultur- og miljøområde i Næstved Kommune.

Det er den slags værdier som man laver nationalparker af i Danmark. Og alle er enige om at Danmarks natur trænger til store sammenhængende korridorer i landskabet

Hele herligheden har kostet et to-cifret millionbeløb og er finansieret af danske skatteydere og EU.

Og så kommer ulykken

En stribe politikere i Folketinget og Næstved Kommune vil lægge en motorvej hele vejen igennem området.

Der er brug for en motorvejsforbindelse de 15 km fra Næstved til Sydmotorvejen, og køreafstanden til København bliver kortest hvis motorvejen lægges midt i den genoprettede natur. Det vil spare en bil omkring 1 minut på turen.

Konsekvensen er ikke til at bære:

Dels ødelægges skønheden, stilheden, biodiversiteten, kulturhistorien, grundvandets bevægelser og drikkevandets kvalitet i det konkrete område.

Dels ødelægges alle mulige lodsejeres villighed til i fremtiden at lægge jord til naturgenopretningsprojekter der kan blive asfalteret bagefter fordi trafikpolitik og stærkere kræfter træder til.

Frivillighed og samarbejde kræver resultater

Vi jubler over at danske politikere erklærer at beskyttelse og udvikling af natur på privat jord skal ske gennem frivillighed og samarbejde. Men så giver det slet ingen mening at kassere resultaterne bagefter. Det er svært at forestille sig noget mere ødelæggende for fremtidige samarbejder.

Motorvejens skæbne øst for Næstved besluttes tidligst i 2016. Vi håber at Folketinget og Næstved Kommune besinder sig og placerer motorvejen så den hverken ødelægger naturen eller lodsejeres motivation for samarbejde med politikere om mere natur i det hele taget.