Skovforeningens budskaber til 5 nye ministre

Skovforeningen har skrevet til 5 af de nye ministre, og vi beder om møde med de 4. Se vores budskaber til hver af dem.

Skovforeningen har skrevet til 5 af de nye ministre, og vi beder om møde med de 4.

Her er resumeer af vores budskaber til hver af dem:

Eva Kjer Hansen, miljø- og fødevareminister

Vi beder om et møde hvor vi blandt andet vil drøfte et nationalt skovprogram og mulighederne for at få mest natur for pengene.

Regeringen erklærer at den vil prioritere indsatsen for at standse tilbagegangen af biodiversiteten. Skovbruget har hårdt brug for Regeringens bud på hvordan en kommende biodiversitetsindsats i skovene skal gennemføres sammen med alle de andre gode ønsker til skovene: Mere træ (verdens mest miljøvenlige råstof) til byggeri, produkter og energi, bedre oplevelsesmuligheder, øget beskæftigelse og alt sammen på et økonomisk bæredygtigt grundlag.

Kort sagt vi har brug for en sammenhængende skovpolitik i Danmark.

Skovforeningen er meget positiv over for samlingen af Miljøministeriet og Fødevareministeriet til ét ministerium. Der har tidligere manglet sammenhæng mellem skovpolitikken som ligger i Miljøministeriet og den store del af finansieringen som ligger i landdistriktsprogrammet under Fødevareministeriet.

Læs hele brevet til Eva Kjer Hansen  (PDF-fil).

Karsten Lauritzen, skatteminister

Vi beder om et møde hvor vi blandt andet vil drøfte:

  • Generationsskifte der er et særligt problem for skovene som typisk har meget lavt afkast i forhold til den bundne formue.
  • Vurdering af skovene som SKAT gennem mange år har haft store problemer med.

Læs hele brevet til Karsten Lauritzen (PDF-fil).

Troels Lund Poulsen, erhvervs- og vækstminister

Vi beder om et møde hvor vi blandt andet vil drøfte:
  • Stormfaldsordningen som har nogle åbenlyse svagheder. Vi ønsker problemerne løst så hurtigt som muligt, det vil sige inden næste stormfald.
  • Overimplementering af EU-regler. Vi er meget positive over for Regeringens hensigt om at se på en mere systematisk og ensartet implementering af EU-regler.

Læs hele brevet til Troels Lund Poulsen  (PDF-fil).

Hans Christian Schmidt, transport og bygningsminister

Vi beder om et møde hvor vi blandt andet vil drøfte:

  • Et dansk træbyggeprogram som anbefalet af Skovpolitisk Udvalg i 2011. Træbyggeprogrammet skal sikre øget anvendelse af træ i byggeriet i Danmark fordi træbyggeri har så mange fordele – for miljø, klima og økonomi.
  • Trafikplanlægning der tilgodeser naturværdierne og private lodsejeres interesse for i at medvirke til naturgenopretning.

Læs hele brevet til Hans Christian Schmidt (PDF-fil).

Lars Christian Lilleholt, energi-, forsynings- og klimaminister

Vi er glade for regeringsgrundlagets langsigtede mål om at Danmark er uafhængig af fossile brændsler i 2050, og vi ser frem til at der nedsættes en energikommission, som skal forberede et oplæg til energipolitiske mål og virkemidler for perioden 2020-2030.

Skovbruget kan yde et væsentligt bidrag til at vi når dette mål: Skovene opsuger CO2 og lagrer kulstof, og samtidig med at de producerer en fossilfri, vedvarende, lokal og forsyningssikker energikilde. Hvis politikerne giver en klar og langsigtet udmelding om biomassens plads i energiforsyningen, vil skovejerne selv investere ekstra i foryngelser af skovene så biomasseproduktionen øges.

Læs hele brevet til Lars Christian Lilleholt (PDF-fil).