Berlingske præciserer adgangsreglerne efter skovfogedmail

Flere artikler der kunne anspore læserne til ulovlig færdsel i skovene, fik skovfoged Emil Andersen Hvid til at reagere overfor Berlingske. Det førte til en god præcisering af skovenes adgangregler i avisen.

Lørdag den 29. august læste skovfoged Emil Andersen Hvid, Valdermarskilde og Gunderslevholm på Midtsjælland, avis.

 

Berlingske skrev om trailløb, en voksende sport der går ud på at løbe i naturen uden for vej og sti. Men artiklerne Når løberuten ikke kan blive vild nok og Fårelort er noget man løber i fortæller ikke om Naturbeskyttelseslovens adgangsregler til naturen. Intet sted står at det i private skove kræver skovejerens tilladelse at færdes uden for vej og sti.

 

Derfor skrev Emil Andersen Hvid til journalisterne bag artiklerne og opfordrede til at avisen præciserede adgangsreglerne så læserne ikke blev ansporet til ulovligheder.

 

Han fik ikke noget svar i første omgang. Til gengæld bragte Berlingske den følgende lørdag 7. september artiklen Nattens motionister som blandt andet handler om at løbe i skoven i om natten

 

Så skrev Emil Andersen Hvid endnu en mail, og denne gang var der bid: Berlingske skrev lørdag 14. september artiklen Hold takt og tone i skoven om adgangsreglerne. Om hvorfor de er der og hvordan skovens gæster kan tage hensyn til hinanden, til skoven og til skovejeren.

 

Emil Andersen Hvid konkluderer af episoden:

 
“Det betaler sig faktisk at henvende sig sagligt og nøgternt til aviserne når de bringer artikler der opfordrer folk til ulovlig brug af skoven. For der er rent faktisk regler for hvordan man skal opføre sig hvis man vil være i skoven, og der er forskel på om den er privat eller offentligt ejet. Og så ender man til sidst med at blive interviewet.”
 

Skovforeningen er helt enig. Tak til Emil Andersen Hvid for indsatsen.

Læs mere om adgangsreglerne for skov.