Rolig nu – vi løser det sammen

Der kastes med mudder i debatten om biodiversitet i Danmarks skove, mens politikerne er fraværende. Her er en liste over hvad skovene kan gøre for biodiversiteten - og en opskrift til politikerne på hvordan man får ting til at ske i private skove.

Det er ikke så tit at der går offentlig mudderkastning i debatten om Danmarks skove og skovbrug.

Men biodiversiteten har sat sindene i kog hos nogle hårdtslående debattører. Nogle med skovbrugsbaggrund, andre med biologisk baggrund.

I et par år har parterne beskyldt hinanden for vanetænkning, tunnelsyn og for ikke at forstå fundamental biologi eller skovenes økonomiske virkelighed eller skovbrugets nødvendige flersidighed. Dertil bebrejder parterne hinanden at de udtaler sig på baggrund af viden de ikke har og tiltager sig ekspertroller på områder som de ikke er eksperter i.

Bag det hele ligger reelle uenigheder mellem debattørerne om hvad skovene skal bruges til og gøre godt for. Og måske også en uenighed om hvem der er bedst egnet til at bestemme over skovene og brugen af dem.

Avislæsere og politikere må sidde tilbage med et indtryk af uoverstigelige modsætninger mellem mellem skovbrugere og biologer, mellem træproduktion og biodiversitet, mellem krejleri og idealisme.

Tilmed har debatten en stresset stemning af at sagen haster. Danmark forpligtede sig i 1992 i FN til at sikre sin biodiversitet senest i 2010 … og da den frist blev overskredet i både Danmark og de fleste andre lande, blev den med Nagoya-aftalen udskudt til 2020. Men Danmarks politikerne har endnu ingen penge fundet til den sikring som Danmark skylder.

De seneste 10 års politiske fravær i biodiversitetssagen, og på skov- og naturområdet i det hele taget, har skabt frustration på alle sider i debatten. Både den ene og den anden regering har i himmelråbende grad undladt at tage stilling til skovene, naturen og de værdier som ligger her for Danmark. Og dermed har Danmark heller ikke investeret i skovenes og naturens enorme muligheder. Der er begrædeligt.

Dén ene ting har stort set alle debattens parter, fra de mudderkastende til de lavmælte, været enige om.

 

Fra politisk fravær til en vis opmærksomhed

Ret skal være ret: Mudderkastning kan gøre godt for flere ting.

For det første er det underholdende for tilskuerne, i hvert fald i begyndelsen. For det andet tiltrækker mudderkastning sig opmærksomhed, også politisk opmærksomhed.

Så nu i 2015 er måske 10 % af Folketingets medlemmer (og det er mange når det gælder skov og natur) klar over Danmark har et uløst problem og en politisk pligt med at sikre sin biodiversitet juridisk.

Politikerne er også smerteligt klar over at sikring af biodiversitet vil koste penge, mange penge. Dermed er biodiversiteten i konkurrence med tusindvis af andre poster på finansloven om skatteydernes penge.

Endelig er politikerne klar over at skovene rummer Danmarks største biodiversitet og er det vigtigste sted at sikre og udvikle biodiversiteten.

For Folketinget er det er oplagt at se først på statsskovenes muligheder for at sikre biodiversitet, for politikerne har den mest direkte indflydelse på driften af disse skove. Statens skove udgør dog kun 18 % af alle Danmarks skove, og derfor bliver det også nødvendigt at involvere de private skove. Både fordi de private skove udgør 74 % af Danmarks skove og fordi de fleste og største biodiversitetsværdier ligger her af historiske grunde.

Der er, heldigvis, en bred politisk forståelse for at sikring af biodiversitet i de private skove skal ske i samarbejde med ejerne. Samarbejde baseret på frivillighed mobiliserer ejernes motivation, engagement, viden, kreativitet, kærlighed til naturen, ansvarsfølelse, tillid til omverdenen og vilje til langsigtet sikring af de naturværdier som ejerne selv har været med til at skabe.

Kun hvis uerstattelige værdier er truet og ikke kan sikres frivilligt, kan tvang (fx fredning) komme på tale.

Politikerne er særligt opmærksomme på “urørt skov” som en vigtig metode. Men i debatten er der vidt forskellige opfattelser af hvad urørt skov er og hvor effektivt urørt skov bidrager til at sikre biodiversitet, sammenlignet med andre og billigere metoder. Det har skabt begrebsforvirring, uklarhed og polemik – og frygt blandt skovejerne for usaglige og skadelige politiske beslutninger.

 

Hvordan får man ting til at ske i private skove?

Skovejerne er nøglen til sikring af biodiversitet og til alle andre projekter i de private skove.

Skovejerne har om deres egne skove en viden, et lokalkendskab og en kærlighed som ingen politiker eller embedsmand kan hamle op med. Plus at ejerne har det daglige tilsyn, de daglige driftsbeslutninger og det økonomiske, juridiske og historiske ansvar for skovene.

Ejerne er ikke ens. Der er 28.000 skovejere i Danmark, og de er indbyrdes lige så forskellige som alle andre mennesker.

Nogle vil fx gå meget langt, også betale af egen lomme, for at sikre biodiversiteten i deres skove. Derfor er der i de private skove bevaret flere naturværdier end i statsskovene. Det er takket være tidligere tiders velhavende, naturforelskede og stædige skovejere som ignorerede samfundets glubende efterspørgsel på træ. Andre skovejere synes at biodiversitet er uvigtigt og insisterer på at bruge deres skove til andre ting som de finder mere vigtige.

Når politikere og myndigheder vil samarbejde med private skovejere, er nogle mere samarbejdsvillige end andre. De samarbejdsvillige giver samfundet langt de største og billigste resultater.

Heldigvis kan samarbejdsviljen påvirkes, også til det gode. Selv om skovejere er indbyrdes lige så forskellige som andre mennesker, er visse motivationsfaktorer fælles for de fleste, både skovejere og andre mennesker:

  • Oplevelsen af egen lyst, engagement og mening – og muligheden for at bestemme selv. For skovejere er det typisk kærlighed til naturen der er deres grund til at eje og drive skov.
  • Gode relationer. De fleste skovejere vil meget gerne have gode relationer til omverdenen og især til lokalsamfundet.
  • Præstationer og resultater. Mange skovejere kan lide at skabe noget i deres skove, især at opfylde mål de selv har valgt eller kan se en god mening med.
  • Økonomi. For skovejere er det meget sjældent målet i sig selv at tjene penge på skoven. Men næsten alle vil undgå omkostninger, og indtjening får derfor ting til at glide lettere, ligesom i resten af verden. Derfor er betaling for biodiversitet vigtig for de fleste private skove.
  • Påbud og forbud. Trusler, tvang og straf. Det virker på kort sigt på de fleste mennesker, men fremkalder aldrig en frugtbar motivation, heller ikke i skovejere. Og det lægger gift ud for fremtidige samarbejder.

Hvis man modsat vil skræmme skovejere fra at samarbejde om biodiversitet, så bekræft deres frygt for miste selvbestemmelse i deres skov. Bekræft frygten for politiske overgreb. Væk deres mistillid.

Lige nu er skovejerne usikre på hvor biodiversitetssagen ender. Det er ubehageligt at politikerne skylder biodiversitet internationalt, men ikke har villet bruge penge på sagen hidtil. For en kortsigtet og ubetænksom politiker kunne det friste til tvangsindgreb uden betaling, altså tyveri i en sko-vejers øjne. Det spreder nok også usikkerhed at debatten er mere fyldt af mudderkastning end af konstruktive løsningsforslag.

Det vil omvendt skabe tryghed hos skovejerne og lyst til samarbejde hvis gode eksempler begynder at vise sig: Generelle ordninger til frivillig fremme af biodiversiteten i private skove og konkrete aftaler om projekter på individuelle ejendomme. Det vil skærpe skovejernes opmærksomhed på mulighederne i deres egne skove og i at samarbejde med myndighederne. Det vil opbygge nye ressourcer af viden og alliancer om biodiversitet.

 

Alt dette kan vi gøre i skovene

Masser kan gøres for at øge biodiversiteten. Der er vidt forskellige udgangspunkter i landets skove så der er ikke er ét universalmiddel der er bedst overalt. Mange af metoderne kan kombineres:

  • Grønne driftsplaner der giver ejeren overblik over hvor værdierne er, hvor store de er og hvordan indsatsen kan prioriteres så biodiversiteten øges.
  • Tilkastning af grøfter eller stop for vedligehold af grøfter.
  • Korridorer og kant- og bufferzoner til eksisterende og til potentielle hot-spots.
  • Skovbryn, både ydre og indre, der øger artsdiversiteten og fungerer som spredningskorridorer.
  • Etablering og pleje af skovlysninger og enge.
  • Beskyttelse af sjældne, naturligt hjemmehørende træ- og buskarter.
  • Efterladelse af træer til naturlig død og henfald.
  • Selvforyngelse med vedvarende skovdække, kontinuitet og mindre forstyrrelse af jordbunden.
  • Reduceret jordbearbejdning, faste kørespor og skånsom færdsel med maskiner.
  • Blandingsbevoksninger med flere træarter, øget aldersspredning og/eller flere etager.
  • Mere løvtræ og andre hjemmehørende arter.
  • Gamle driftsformer, fx stævning, græsning.
  • Urørt skov, især på arealer hvor der i forvejen er høj biodiversitet.

Hvor meget skal der til af alt dette for at opfylde Danmarks internationale forpligtigelser om at standse tabet i biodiversitet? Ingen ved det.

Nationalt er der brug for et virkemiddelkatalog der opregner hvad man kan gøre i skoven og hvad effekten vil være for biodiversiteten. Der er brug for målinger af de enkelte metoders virkning. Og der er brug for praktiske råd til skovejerne om hvad de selv kan gøre for at gavne biodiversiteten.

 

Hvad koster det?

Skovforeningen tør ikke sætte pris på de enkelte metoder. Vi ved at skovejernes betalingsønsker for biodiversitet og naturbeskyttelse er vidt forskellige. Og de biologiske forudsætninger er også vidt forskellige i de enkelte skove.

Nogle af metoderne i listen ovenfor kan nok standardiseres så staten betaler faste satser. Det kendes fra fx træer til død og henfald, løvskovtilskud og sikring af skovnaturtyper med veldefinerede driftsindgreb. Sikkert er det at jo større standardsatser, jo flere skovejere vil byde ind med forslag.

Større projekter, fx udvikling af hot-spots hvor der allerede er stor biodiversitet og potentiale for endnu mere, vil det give mening at sende i udbud: Naturstyrelsen laver en licitation hvor skovejere kan melde arealer og projektforslag ind hvorefter Styrelsen vælger de tilbud som giver mest biodiversitet for pengene. Så får man et marked for biodiversitet, og skovejerne sendes i konkurrence imod hinanden om at levere mest for pengene – til glæde for naturen og for skatteyderne.

Så må det komme an på en prøve på dette marked hvor meget dødt ved, hvor mange efterladte stående træer, hvor mange vådområder, hvor mange lysninger og hvor meget af alt det andet samfundet kan få for pengene.

 

Opskrift til politikerne

  • Bliv ved med at love at indsatsen for biodiversitet i private skove vil ske gennem frivillighed. Det virker bedre og billigere end tvang.
  • Sæt biologer og skovbrugere til sammen at udvikle et katalog over virkemidler med vurderinger af deres effekt på biodiversiteten i forhold til prisen.
  • Beslut hvor mange penge Danmark vil bruge på at opfylde vores internationale forpligtelser til at sikre biodiversitet.
  • Gå så i gang med at lave generelle ordninger og konkrete aftaler i private skove.