Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Skovforeningen skriver til skatteministeren om hobbyskat på skov


13. december
Jan Søndergaard, Dansk Skovforening

Siden en folketingsbeslutning i 1989 har alle danske regeringer haft som fælles mål at Danmark skal have meget mere skov. Dobbelt så meget som i 1989.

Men stadig flere landmænd der planter ny skov på deres marker, sådan som politikerne gerne vil have, får en uforudset og urimelig ekstraregning fra SKAT. Det kan forhindre at Danmark får al den skov som politikerne ønsker.

Problemet er at SKAT i flere tilfælde ikke vil anerkende tilplantet jord som erhvervsvirksomhed, men som hobbyvirksomhed. Efter plantning går der årtier før arealerne giver overskud, og selv om det er et særkende ved skovbrug, mener SKAT at de mange år uden overskud viser en mangel på den intensitet i driften som er en betingelse for at være erhvervsvirksomhed.

Det har alvorlige økonomiske konsekvenser for både fradragsretten og for bolig- og ejendomsskatten hvis en virksomhed ikke blive anerkendt som erhverv, men hobby.

Skovforeningen mener at SKAT i nogle af sine afgørelser afviger fra Højesterets udtalelser om at kun hvis ejendommen ”selv efter en længere årrække” ikke har udsigt til overskud, må den betragtes som en hobbyvirksomhed.

Skovforeningen har skrevet til skatteminister Karsten Lauritzen  (PDF-fil) om problemet. Vi beder ministeren om at præcisere reglerne så det accepteres at der efter tilplantning går mange flere år før der opnås nettoindtægter end ved de fleste andre driftsomlægninger - uden at en tilplantet ejendom af den grund bliver hobbyvirksomhed.


Tidligere nyheder i sagen


8. september 2015
Skovforeningen vil bremse hobbyskat på skov
SKAT anerkender at der er en særlig ligningspraksis for vurdering af land- og skovbrug, men er ikke indstillet på at udsende et styresignal der beskriver sondringen mellem erhverv og hobby for nyplantet skov. Skovforeningen tager sagen op politisk.

21. april 2015
SKAT misforstår skovbrug som virksomhed
SKAT mener at skovrejsning er hobbyvirksomhed fordi arealet ikke giver indtægter i mange år. Skovforeningen er uenig og tager kampen op - med støtte i en Højesteretsdom og i Danmarks politiske mål om at fremme skovrejsningen.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.