DN ønsker øget adgang til de private skove

Danmarks Naturfredningsforening har udgivet sin adgangspolitik med ønsker om udvidet adgangsret til skovene. Skovforeningen er ikke enig.

Danmarks Naturfredningsforening har netop udgivet sin adgangspolitik med ønsker til politikere nationalt og lokalt om hvordan de skal sikre befolkningen bedre adgang til naturen.

Adgangspolitikken er trykt og nu på vej ud til alle Naturfredningsforeningens lokalafdelinger.

Naturfredningsforeningen har altid erklæret at beskyttelse skal gå forud for benyttelse. Derfor kan det undre at de nu går ud og anbefaler så markante ændringer i adgangsreglerne til naturen. Forslagene stemmer ikke med ønsket om bedre beskyttelse af naturen og truede arter.

Naturfredningsforeningens ønsker til adgang i skovene

For skovene mener Naturfredningsforeningen at:
  • retten til at færdes i private skove skal udvides, så det bliver lovligt at færdes til fods og at gøre kortvarigt ophold på let tilgængelige arealer, der ligger som en ubeplantet bræmme langs veje og stier. Det samme skal gælde for udyrkede arealer i private skove.
  • det skal som udgangspunkt være muligt at færdes i de private skove hele døgnet.
  • der skal være flere statsskove med fri adgang i alle landsdele.

Naturfredningsforeningen foreslår derfor at politikerne skal arbejde for:

  • At naturbeskyttelseslovens regler for adgang i private skove ændres, så der bliver øget mulighed for færdsel til fods.
  • At forbuddet mod adgang til skove under fem hektar ophæves, når der er lovlig adgang hen til skoven.
  • At naturbeskyttelseslovens regler om adgang udvides med en ret til reguleret teltning i alle offentligt ejede skove.
  • At staten opprioriterer etablering af flere og nye statsskove.
  • At staten stopper salget af eksisterende skovarealer.
  • At hegning kun bør tillades, hvis det kan dokumenteres at få en positiv plejevirkning på naturen, og kun hvis det fortsat er muligt for offentligheden at få adgang til området.

Hegning ses som et særligt problem

Forslaget om at hegning kun bør tillades i begrænset omfang og at der altid skal være samme adgang som tidligere, bunder i en fejlagtig påstand om at hegning af skove til dyrehaver og jagtfarme sker i stigende grad. Naturfredningsforeningen mener at hegnene spærrer for offentlighedens adgang.

Det er ikke et billede som Skovforeningen kan genkende. Der er allerede skrappe regler for hegning i og omkring skove, og egentlige dyrehaver kræver tilladelse.

Spørgsmålet er også hvordan Naturfredningsforeningens ønske om færre hegninger hænger sammen med Naturfredningsforeningens ønske om flere afgræssede skove til gavn for biodiversiteten?

Skovforeningen: De nuværende regler giver en god balance som skal bevares

Skovforeningen er enig i at adgang til skovene og naturen er en vigtig ramme for befolknings mulighed for friluftsliv. Vi mener at de nuværende regler giver en god balance mellem friluftsliv, naturbeskyttelse og lodsejernes interesser. Denne balance skal bevares.

Skovejeren har altid mulighed for at give befolkningen øget adgang, og der laves rigtig mange frivillige aftaler. Jo bedre samarbejde mellem ejerne og omverdenen, jo bedre naturoplevelser kan gæsterne få. Ejeren har overblikket og kan som den eneste koordinere aktiviteter og derved hindre konflikter mellem brugergrupper, ligesom at der kan tages hensyn til naturen og dyrelivet samtidig.