Minister stopper hugst af gammel løv i statens skove

Miljø- og Fødevareministeren stopper al ikke kontraheret hugst af løvtræer over 80 år i statens skove indtil juni 2016 mens der forhandles naturpakke. Skovforeningen mener at hugststoppet er politik uden faglighed.

Miljø- og Fødevareminister Esben Lunde Larsen stopper al ikke kontraheret hugst af løvtræer over 80 år i statens skove indtil juni 2016.
Det fremgår af en række nyheder fra Sjællandske medier (sn.dk):
Hugststoppet kommer efter pres fra en række grønne organisationer og fra de konservative der på en konference i sidste uge varslede et beslutningsforslag om stop for fældning af gammelt stort løvtræ i statens skove indtil en naturpakke var forhandlet færdig. Ministeren udtaler til sn.dk:
Jeg tror at alle kan forstå at vi selvfølgelig må leve op til de kontrakter der er indgået for længe siden. Men jeg er samtidig meget optaget af at vi bevarer vores biodiversitet og tager hensyn til gamle træer.

På spørgsmålet om specifikke hugstplaner for bevaringsværdige træer i Gribskov og Augustenborg Skov også bliver stoppet, svarer ministeren:

Nu skal vi lige have afklaret hvor der foregår træfældning som vi er kontraktligt forpligtet til. Vi må forholde os til det når jeg får en opgørelse fra Naturstyrelsen. Men vi skal selvfølgelig ikke sidde og forhandle en naturpakke der skal føre til øget biodiversitet og beskyttelse af vores gode gamle skov, og så få den fældet uhensigtsmæssigt.

Ministeren vil i næste uge begynde forhandlingerne om den kommende naturpakke.

Dansk Skovforening: Hugststoppet er politik uden faglighed

For Skovforeningen er det afgørende at enhver skovejer, også staten, selv kan bestemme hvordan skoven skal drives så længe driften holder sig inden for Skovloven og anden lovgivning. Og ministerens hugststop er lovligt, i hvert fald når det er så kortvarigt som 3 måneder.

En anden ting er så at det pludselige, gennemgribende og kortvarige hugststop tydeligvis er begrundet i et akut politisk behov for ro under forhandlingerne om naturpakken – ikke i faglige hensyn til hverken biodiversitet eller træproduktion.

Skovdrift er komplet uegnet til hurtige panikreaktioner. Bæredygtig skovdrift kræver flersidige hensyn, langsigtet planlægning og kontinuitet i udførelsen af planerne.

Vi håber at disse principper vil blive fulgt i den kommende naturpakke. Vi håber på beslutninger baseret på langsigtet faglighed og omtanke, ikke på kortsigtede politiske behov og symbolske handlinger.