Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Naturpakkens satsning på frivillighed er et afgørende resultat for Skovforeningen


26. maj 2016
Martin Einfeldt, Dansk Skovforening

På Dansk Skovforenings generalforsamling 25. maj kommenterede formand Niels Reventlow den naturpakke som regeringen og dens støttepartier netop har præsenteret.

- Skovforeningens vigtigste mål er nået: Skovejernes handlefrihed er bevaret, også når det gælder biodiversitet. I aftalen står at det skal være frivilligt og attraktivt for private skovejere at bevare og udvikle biodiversitet. Og skovbruget bliver inviteret med til at udvikle betalings- og aftalemodeller for skovejere der vil lave biodiversitet.

- Vi er meget tilfredse med en politisk aftale om Danmarks natur som ikke indebærer tvang over skovejerne. Politikernes satsning på frivillighed og samarbejde er et afgørende resultat for Skovforeningen.

- Det største problem i naturpakken kan blive planerne om en lovreform. Selvom det umiddelbart lyder godt med regelforenkling, frygter vi for Skovlovens fremtid som selvstændig lov. Vi vil slås hårdt for at skovenes grundlæggende lovgivning bevares i én helhedslov. Skovloven dækker både den erhvervsmæssige udnyttelse og naturbeskyttelse i skovene - sådan som skovbruget også skal gøre det i sit arbejde hver dag.

- Indsatsen for biodiversiteten i skovene må ikke stå alene. I skovbruget er der er tradition for en integreret drift der tager hensyn til biodiversitet, kulturminder og friluftsliv, også på træproduktionsarealerne. Vi forventer derfor at regeringen fremlægger en samlet skovpolitik til efteråret. Den er vi utålmodige efter. Regeringen og Folketinget må snart tage stilling til alle skovenes vigtige og værdifulde muligheder – og til hvordan skovejerne skal kunne realisere mulighederne, uanset om det er at producere træ til den grønne omstilling og en fossilfri fremtid eller om det er at producere biodiversitet eller oplevelser for friluftslivet.


Skoven 6-7/2016 bringer et større uddrag af beretningen og debatten på generalforsamlingen.


Samme formand og bestyrelse


Generalforsamlingen gav ingen ændringer i Skovforeningen bestyrelse som derefter konstituerede sig med samme formand og forretningsudvalg som inden generalforsamlingen.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.