Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Bredt forlig om ny planlov


14. juni 2016
Tanja B. Olsen og Karin A. Holm, Dansk Skovforening

9. juni indgik regeringen aftale om planloven sammen med Socialdemokraterne, Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative.

Skovforeningen er glad for at der nu kommer ro på området og at skov- og naturejerne ikke pålægges nye begrænsninger.

Med den nye aftale får kommunerne større indflydelse og flere frihedsgrader i planlægningen, og borgere der bor inden for strandbeskyttelseslinjen skal i fremtiden ikke søge om at opsætte en bænk eller et gyngestativ. Det er en fornuftig afbureaukratisering.

Lovforslaget forventes fremsat i oktober så det kan træde i kraft 1. januar 2017.


Nye klagenævn


Natur- & Miljøklagenævnet nedlægges, og der etableres et særligt klagenævn for planlovssager og et nyt klagenævn for natur og miljø. Begge klagenævn placeres i et nyt Nævnenes Hus i Viborg.

Skovforeningen glæder sig over at der samtidig arbejdes for at nedsætte den nuværende behandlingstid for klagesager (op til 12 måneder) varigt til 6 måneder max.

Gebyrerne for at klage hæves til kr. 900 for privatpersoner og kr. 1.800 for organisationer og virksomheder.


Nye muligheder for udvikling ved kysterne


Selvom Erhvervs- og Vækstminister Troels Lund Poulsen havde større planer med kysterne, har han accepteret at den eksisterende kystnærhedszone bevares. Men med aftalen kan kommunerne inden for kystnærhedszonen udpege udviklingsområder med større adgang for byudvikling og tilladelse til anlæg.

Udviklingsområderne må som udgangspunkt ikke placeres i områder med særlige landskabs-, natur- eller miljøinteresser. Det vil blandt andet sige at de ikke må ligge helt ude ved kysten, men skal placeres lidt inde i landet.


Grønt Danmarkskort genopstår


Det Grønne Danmarkskort som var en del af den tidligere regerings Naturplan Danmark, genopstår som en del af aftalen og vil blive grundlaget for at udvikle eksisterende naturområder og bevare den nuværende biodiversitet ved at prioritere placeringen af ny natur.

Kommunerne skal udpege eksisterende og potentielle naturområder til Det Grønne Danmarkskort parallelt med udpegning af udviklingsområder. Kommunerne skal i den forbindelse overveje hvordan friluftslivet kan styrkes. Udpegningen skal bygge på det Digitale Naturkort samt nationale kriterier for at opnå ensartethed. 

Der lægges i aftalen vægt på at kommunernes udpegninger ikke må påføre lodsejerne begrænsninger, og kommunernes udpegning af potentielle naturområder vil ikke i sig selv indebære nye krav til skovbruget eller landbruget om naturbeskyttelse.




Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.