Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Vær med i Genplant Planeten 2016

 
13. juli 2016
Skoven i Skolen

Du kan gøre en forskel: På nogle få timer kan du bidrage til at børn i dit lokalområde lærer og husker hele livet hvorfor skov og træ er så vigtigt og gør verden bedre.
 
Skoven i Skolen ved Dansk Skovforening afholder 7. - 11. november klimaprojektet Genplant Planeten. Her bliver skolebørn over hele landet inviteret ud at plante træer for et bedre klima. Samtidig lærer de hvorfor plantning, dyrkning, fældning og brug af træer til produkter og energi er en del af løsningen på klimaproblemet.
 
Skolerne kan plante træerne på egen jord eller i skove som de selv kontakter eller i skove som har lagt invitationer ud på Danmarkskortet.
 
Vi samler nu skove som har lyst til at invitere skoler ud at plante. Indtil videre har vi modtaget 7 invitationer, men har brug for mange flere. Har du mulighed for at hjælpe?

 

Udfyld formularen så du kommer på Danmarkskortet

 
Hvis du vil være med, kan du lægge en invitation til et træplantningsarrangement for de lokale skoler ud på vores kort ved at udfylde denne formular.
 
Vi håber at få mange invitationer fra skove.
 
Vi åbner for skolernes tilmelding til august med frist 1. september. Vi vil opfordre skolerne til at se på kortet over skove der inviterer så eleverne kan komme ud med spader og røjsere i den virkelige skov.
 
 

Hvis skoler henvender sig til dig

 
Hvis skoler henvender sig til dig for at komme ud at plante til november, skal I aftale hvilke træer der skal plantes, hvor de skal leveres og hvornår de skal plantes. Skolen melder sig derefter til Genplant Planeten og bestiller træer. Ved skolens tilmelding får du en kvittering med detaljerne i jeres aftale.
 
Vi tilbyder 50 gratis træer pr. klasse. Der er tre forskellige plantesække at vælge imellem:
  • Våd jord: Stilkeg, Lærk, Rødel og Spidsløn
  • Let næringsfattig jord: Vintereg, Vortebirk, Fuglekirsebær, Skovfyr
  • Stærkt næringsrig jord: Stilkeg, Bøg, Lærk, Avnbøg
Alle træer er af god kvalitet. Danske Planteskoler står for pakning og levering af træer til en aftalt adresse. Vi har i alt 50.000 træer at dele ud.
 
Hvis du hellere selv vil bestemme hvilke træer som bliver plantet i din skov, er du velkommen til selv at stille træerne til rådighed. Det aftaler du med skolen.
 
 

Pædagogik – og din rolle under plantningen


Det er vigtigt at eleverne forstår hvorfor de planter træer og hvordan skov, træ og klima hænger sammen. Skoven i Skolen sørger for at skolerne får undervisningsmaterialer så de kan arbejde med stoffet både hjemme i skolen og ude i virkeligheden. Det er lærernes opgave at sørge for at klasserne er velforberedte når de tropper op i skoven.
 
Vi vil gerne at du er til stede under plantningen og fortæller hvor der skal plantes, hvordan man planter, hvad der plantes og hvorfor det er godt for skoven.
 
 

Historie og sponsorer

 
Skoven i Skolen har gennemført Genplant Planeten i 2009, 2010 og 2015. I alt har 75.000 børn plantet 205.000 træer over hele landet og er blevet klogere på klimaforandringer og hvad vi kan gøre ved dem. Det har hver gang vakt stor interesse fra medierne som har sat fokus på skovens og træets betydning for klimaet.
 
Vi gennemfører også Genplant Planeten i 2017.
 
Genplant Planeten er støttet økonomisk af Nordea-fonden, DONG, tipsmidler til friluftslivet, 15. Juni Fonden, Danske Planteskoler og DAPO (Foreningen af Danske Leverandører af Pejse og Brændeovne).

 

Tak for din deltagelse i Genplant Planeten 2016

 
Nu kan du udfylde formularen.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.