Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Nye vandråd skal kvalitetstjekke vandområdeplaner


6. marts 2017
Marie-Louise Bretner, Dansk Skovforening

Helt som forventet beder Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen nu kommunerne om at oprette nye vandråd. Vandrådene skal hjælpe med at kvalificere afgrænsningen og udpegningen af de vandløb, der indgår i vandområdeplanerne 2015-2021.

Der er 23 hovedvandoplande. Hvert vandopland får som hovedregel et vandråd. De nye vandråd skal løse tre opgaver:
  • De skal tjekke at vandløbene lever op til de faglige kriterier for afgrænsning af vandløbsforekomster, som ministeriet har fastsat.

  • De skal hjælpe med at udpege stærkt modificerede eller kunstige vandløb.

  • Vandrådene har derudover mulighed for at kommentere på videreførte indsatser fra de første vandområdeplaner.
Hvert vandråd kan have op til 20 medlemmer og kommunen skal sikre en ligelig balance mellem benyttelses- og beskyttelsesinteresser.

Skovforeningen skriver nu til kommunerne og indstiller medlemmer til de nye vandråd.


Ekspertgruppe skal se på vandløbslovgivningen


Sideløbende har ministeren nedsat et helt andet rådgivende organ nemlig en ekspertgruppe, der skal komme med anbefalinger til revidering af vandløbslovgivningen. Gruppens anbefalingerne skal afleveres til miljø- og fødevareministeren i slutningen af året.

Klimaforandringer medfører ændrede nedbørsmængde og -intensitet. Ekspertgruppen skal komme med deres bud på, hvad der skal til for, at håndtere de øgede vandmængder og fortsat sikre både byer og marker mod øgede oversvømmelser, samtidig med at der tages hensyn til naturen.

Læs dokumentet: Kommissorium for ekspertudvalget til ændret vandløbsforvaltning.

Ministeren har udpeget viceborgmester i Lolland Kommune, Henrik Høegh (V), som formand for udvalget. Derudover tæller udvalget 11 eksperter med sagkundskab indenfor vandmiljø, natur, landbrugets afvandingsforhold, klimatilpasning, natur- og miljølovgivning, samt planlægning og praktisk erfaring med vandløb.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.