Så kom debatten om nedsættelse af arveafgiften

Regeringen har foreslået en gradvis nedsættelse af generationsskifteafgifterne fra 2016 og frem til 2020 fra 15 til 5%. Det er godt nyt for familieejede skovejendomme. Lederen fra Skoven 4, 2017.

Vi har sammen med andre organisationer gennem mange år arbejdet for en nedsættelse af generationsskifteafgifterne. Disse afgifter udhuler virksomhedernes kapitalgrundlag og forringer dermed mulighederne for videreudvikling og skabelse af øget produktion og arbejdspladser til gavn for hele samfundet.

For Danmarks ca. 30.000 familieejede virksomheder giver det fremsatte lovforslag en gradvis nedsættelse af generationsskifteafgifterne fra 2016 og frem til 2020 fra 15 til 5%. Og det er godt nyt for virksomhederne.Herudover har skatteministeren og finansministeren i et brev til Skovforeningen understreget, at regeringen ønsker at gå videre, så bo- og gaveafgiften ved overdragelse af en virksomhed helt afskaffes frem mod 2025.

Lempelsen vedrører alene virksomhedsaktiver, men alligevel kom lovforslaget – bl.a. i DR’s udsendelse ”21 Søndag” den 2. april – til at fokusere på helt andre elementer. Debatten under forslagets 1. behandling i Folketinget den 4. april fortsatte desværre i samme spor. Nemlig en ideologisk – og forfejlet – opfattelse af forslagets effekter på fordelingen af samfundsgoderne.

Ideen med forslaget er ikke at give skatterabat til de, der har allermest i forvejen. Ingen arvinger kan trække penge ud af virksomhederne uden at betale skat. Derimod gør forslaget op med det skadelige likviditetsdræn, som den tidligere regering indførte i 2015 ved at ophæve den såkaldte formueskattekurs.

1. behandlingen i Folketinget afspejlede ideologisk modstand fra dele af oppositionen med argumenter om en tilbagerulning af lempelsen ved et kommende regeringsskifte.

Flere oppositionspartier foreslog i stedet for en hel fritagelse for generationsskifteafgifter ved overdragelse af virksomhederne til fondseje. Men fondseje er ikke løsningen på et generationsskifte, og dermed heller ikke løsningen for Danmarks fortsatte velfærd.

En sænkelse af arveafgifterne er et lille, men vigtigt skridt i retning af at fjerne væksthæmmende skatter og afgifter. Lempelsen er et stort skridt for den fremtidige udvikling af de mange familieejede skovbrugsvirksomheder. Vi ser frem til en fuldstændig fjernelse af de skadelige arveafgifter frem mod 2025.