Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Ny kampagne mod løse hunde i naturen


11. maj 2017
Tanja B. Olsen, Dansk Skovforening

Hunde skal holdes i snor i skoven. Det siger lovgivningen.

Alligevel er det ikke usædvanligt at møde folk med løse hunde, når du kommer i skoven.

Selvom langt de fleste hundeejere ved, at hunden skal holdes i snor, vil de gerne give den mulighed for at være løs og bevæge sig rundt. For det kan vel ikke skade, så længe de har kontrol over den.

Reglerne er der dog ikke uden grund. Der er både hensynet til de vilde dyr og til de andre brugere af skoven, som måske ikke bryder sig om hunde.

Derfor støtter Skovforeningen op om den landsdækkende kampagne ”Flink af natur – hold hunden i snor” med Friluftsrådet i spidsen, der henover sommeren vil oplyse om at hunden skal holdes i snor i naturen. Det vil være gennem kampagne på de sociale medier og med fysisk materiale, der kan deles ud eller hænges op i naturen på udvalgte steder.

Som lodsejer har du mulighed for at se og bestille materialet på kampagnehjemmesiden.

Her kan du også se en række korte videoer, som er velegnede på de sociale medier – de kan frit anvendes, hvis blot du husker at nævne Flink af natur og Friluftsrådet.


Når du møder en løs hund


Selvom du som lodsejer har loven på din side, er det en god ide at være konstruktiv og venlig, hvis du møder hundeejere med løse hunde.

De ved det jo godt. Så hvis du pænt og roligt beder dem om at tage hunden i snor, vil langt de fleste gøre det.

Der kan være personer, der får lyst til at udfordre dig og måske bliver decideret ubehagelige. Her gælder det om at tage det roligt og forsøge at overbevise dem med gode argumenter.

Her kan følgende forslag hjælpe dig på vej:
  • Når du holder hunden i snor, passer du samtidig på skovens vilde dyr og fugle;

  • Når du holder din hund i snor, tager du ansvar overfor andre skovgæster, der ikke bryder sig om at møde en løs hund;

  • Når du holder din hund i snor, passer du godt på din egen hund ved at undgå, at den stikker af eller kommer op at slås med andre hunde.
Ved du, at der er en hundeskov i nærheden, kan du henvise hundeejeren dertil. Du kan undersøge, hvor der findes hundeskove på hjemmesiden Udinaturen.dk.

Du kan overveje selv at lave en hundeskov, hvis der er mange hundeluftere i din skov. Så kan du lede færdslen derhen, hvor den generer mindst.


Hvis dialog og sund fornuft ikke virker


Oplever du gentagende gange de samme mennesker gå med hunden uden snor, eller vil ejeren ikke tage hunden i snor og bliver ubehagelig, har du mulighed for at melde det til politiet, som kan vælge at udstede en bøde.

Da det at gå med hunden uden snor er en lovovertrædelse, skal politiet tage imod din anmeldelse.

Skovforeningen har lavet en vejledning til hvordan du kan anmelde, herunder hvilke oplysninger og eventuel dokumentation, der bør vedlægges.
Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.