Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Nu justeres Natura 2000-områdernes grænser


25. september 2017
Lederen fra Skoven 9, 2017
Niels Reventlow / Jan Søndergaard, Dansk Skovforening

Regeringens naturpakke fra maj 2016 fastslår, at Natura 2000-områdernes grænser skal justeres, og inden længe vil Miljøstyrelsens forslag til ny afgrænsning blive sendt i offentlig høring.

Kommunerne har i foråret haft mulighed for at sende deres tekniske bidrag til forslag til områdejusteringer i de enkelte kommuner. Kommunens gennemgang indeholder en vurdering af om omdriftsarealer og bynære arealer, som ikke er nødvendige for beskyttelsen af de arter og naturtyper, kan reduceres eller helt udtages af Natura 2000-området.


Fornuftigt at se på afgrænsningen


Det er fornuftigt at se på afgrænsningen. Flere steder dækker Natura 2000-områderne intensivt drevne arealer i omdrift og byarealer. De bidrager næppe til naturbevarelsen og skal nu, så vidt det er praktisk muligt, tages ud af Natura 2000-områderne.

Men justeringen handler også om at udpege nye Natura 2000-arealer for at opfylde EU’s krav til at de udpegede områder skal dække en vis andel af landets forekomster af de enkelte naturtyper.

Det har vist sig at fx skovnaturtyperne ”bøg på muld” og ”ege-blandskov” er en smule underrepræsenteret i Natura 2000-områderne i den eksisterende områdeudpegning i forhold til den samlede forekomst af naturtyperne i Danmark. Vi forventer derfor at myndighederne nu vil inddrage yderligere skovarealer i Natura 2000-områderne.


Kriterier for udpegningen


Miljøstyrelsen har fastlagt kriterierne, som de lægger til grund ved udlæg af nye eller udvidelse af eksisterende Natura 2000-områder. Forslag til udvidelse af de eksisterende fugle- eller habitatområder eller udpegning af nye områder skal bidrage væsentligt til:
  • Opnåelse af gunstig bevaringsstatus eller

  • Vedrøre naturtyper eller artslevesteder, hvor Danmark har udpeget et for lille areal i forhold til EU-Kommissionens vejledning.

Nye områder på statens arealer

På grund af myndighedernes skiftende løfter om betydningen og konsekvenserne for ejerne af at have arealer i et Natura 2000-område, er der fortsat mistillid til de langsigtede konsekvenser.

Vi efterlyser at myndighederne får aftaler på plads for de ca. 90% af de privatejede udpegede skovarealer, som endnu ikke har afklaret konsekvenserne af udpegningen helt tilbage fra 1990’erne.

På den baggrund bør der ikke inkluderes yderligere private arealer i Natura 2000-områderne nu. Find i stedet de manglende forekomster i statens skove og brug lejligheden til at få fjernet de meningsløse udpegninger af intensivt drevne arealer.

Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.