Ulovlig skiltning er et konfliktsymptom

Lodsejernes frustrationerne over ulovlig færdsel er stigende. Der er behov for nye reguleringsmuligheder, så vi får løst konflikterne og fjernet de ulovlige skilte.

TV 2 bragte i lørdag den 7. oktober 2017 et indslag om lodsejere der har opsat skilte der forbyder offentlig adgang. Friluftsrådet har gennem en landsdækkende kampagne indsamlet eksempler på ulovligt opsat skilte, og Friluftsrådet har fundet 10 eksempler hvor private lodsejere prøver at holde publikum væk fra skove og naturområder.

Reglerne for adgangen til naturen er klare, og på Miljøstyrelsens hjemmeside findes en vejledning med standardiserede skilte samt anvisninger på, hvornår de enkelte skilte må og kan benyttes (PDF-fil).
Fx er et skilt der alene har en oplysning en vejs retlige status – ”Privat vej” – et ulovligt skræmmeskilt, da det har til formål at give publikum indtryk af at der er forbud mod adgang.

En overset årsag

Vi oplever en stigende frustration hos skov- og naturejere, som generes af skovgæsters overtrædelser af reglerne for adgang til naturen.  Med den voksende interesse for at bruge skovene og naturen, så er det ikke overraskende at konflikterne både mellem brugergrupper indbyrdes og mellem ejere og brugere er stigende.

Gensidige hensyn er afgørende for en god oplevelse. Kun et mindretal af gæsterne overtræder adgangsreglerne, men overtrædelserne kan være ødelæggende for forholdet mellem lodsejeren og befolkningen i almindelighed. Typiske overtrædelser af adgangsretten er:

  • Affald
  • Løse hunde
  • Mountainbiking udenfor vej og sti
  • Organiserede aktiviteter uden tilladelse
  • Placering af geocache’s uden tilladelse
  • Bål
  • Efterladelse af åbne led og låger
  • Plukning af svampe og bær udenfor stier, ofte også erhvervsmæssigt (restauranter).

Når ejeren eller hans ansatte konfronterer folk der lige har overtrådt adgangsreglerne, er de typiske reaktioner:  “det vidste jeg ikke”, “naturen er da vores allesammens” eller  “og hvad så?”. Den sidste reaktion, ligegyldigheden, skader måske forholdet mellem ejerne og omverdenen allermest.

Nye reguleringsværkstøjer

Langt de fleste konflikter kan – og skal – løses lokalt, men nye aktiviteter kan give behov for lovregler, som giver bedre mulighed for lokale aftaler. Aktuelt er det især mountainbikekørsel, hvor stadig hyppigere konflikter efterlader et stort behov for at ejerne får mulighed for at anlægge fx spor forbeholdt for særlige brugergrupper. Den mulighed forhindres desværre af lovgivningen.

Udover den uløste udfordring med mountainbikekørsel, så giver adgangsreglerne de muligheder, der efterspørges, og fungerer i det store hele, som de er.

Danskerne skal have gode muligheder for gode naturoplevelser. Lodsejerne i naturen har en nøglerolle. Jo bedre samarbejde mellem ejerne og omverdenen, jo bedre naturoplevelser kan gæsterne få. Derfor bør friluftspolitikken satse på at udvikle et godt samarbejde mellem lodsejerne og lokalsamfundet. Der er lang erfaring for at det giver de bedste naturoplevelser for danskerne.

Udover at kommunerne får håndhævet loven og fjernet de ulovlige skilte, så er der behov for at etablere et rejsehold, som lokalt kan bistå med ekspertise og udbredelse af best practise hvor der er interessekonflikter mellem brugere eller hvor nuværende færdsel skaber forstyrrelser for særlig følsom natur.