20.000 skolebørn planter træer for et bedre klima

170 skoler vil fra den 6.-10. november deltage i Genplant Planeten.

Flere tusinde børn fra skoler landet over vil fra den 6.-10. november plante træer for et bedre klima, når Genplant Planeten 2017 løber af stablen.
Intet mindre end 50.000 træer vil blive leveret til de 170 skoler, der deltager i projektet. Træerne skal plantes både i skove, på markområder og på skolernes egne arealer. Med tiden vil mange af træerne blive til skoleskove og grønne klasseværelser for fremtidens skoleelever.
Det er vigtigt at give vores børn lyst og viden til at udvikle verden i en mere bæredygtig retning. Med Genplant Planeten vil vi give børn mulighed for selv at lære om og handle aktivt i kampen mod klimaforandringer.

Eleverne vil i tiden op til Genplant Planeten få undervisning i skoven og dens funktion i naturen, samt hvordan træer spiller en nøglerolle i forhold til at mindske CO2-udledning til atmosfæren og afhjælpe nogle af klodens mange klimaproblemer.

Stort startskud i København den 6. november – invitation til pressen

I samarbejde med Grønnemose Skole i Gladsaxe skyder Skovforeningen Genplant Planeten 2017 i gang med et pressearrangement for pressen den 6.november kl. 9.30.

Her vil indskolingsbørn, lærere og ledere tage imod borgmester Trine Græse, skolechef Michael Mariendal og repræsentanter fra pressen. Dagen vil starte med en sang og en kort tale fra borgmester Trine Græse, som vil fortælle lidt om projektet. Herefter vil alle gå ud og plante træer.

Der vil være mulighed for interviews med repræsentanter fra skolen og folk fra organisationerne der står bag Genplant Planeten. Pressen briefes på stedet klokken 9.30 og arrangementet forventes afsluttet senest kl. 11.30

Adresse til Grønnemose Skole er Skolesvinget 10, 2860 Søborg. Kontaktperson på skolen er Emilie Halberg på telefon 27212622.

 

Støtte

Genplant Planeten gennemføres af Dansk Skovforening og støttes økonomisk af Nordea-fonden, Ørsted, Udlodningsmidler til friluftsliv, Danske Planteskoler og 15. juni Fonden.

Hvor og hvornår planter børn træer?

Genplant Planeten kortet kan du se, hvilke skoler, der planter hvor og hvornår. Klik på skoler 2017 i højre margin for at få overblik over de forskellige deltagere. Pressen er velkommen til at tage kontakt til skolerne.

Hvorfor Genplant Planeten?

Genplant Planeten:
  • Giver børn mulighed for selv at handle aktivt for et bedre klima ved at plante træer og arbejde innovativt og løsningsorienteret med klima.
  • Sætter fokus på bæredygtigt skovbrug og træanvendelse som klimaløsninger.
  • Fremmer skovrejsning i Danmark.

 

Hvorfor hjælper det klimaet at plante træer?

Der er to måder at formindske mængden af CO2 i atmosfæren: Vi kan udlede mindre CO2 – og vi kan fjerne CO2 fra luften og gemme den.

Træer er fantastiske – de kan begge dele. Derfor har skoven en nøglerolle i forhold til klimaet, fordi træer ved deres fotosyntese kan optage CO2 fra luften og lagre CO2 som kulstof i træernes ved og i jordbunden.

 

Yderligere information

For yderligere information, kontakt:
Afdelingsleder Tanja Blindbæk Olsen, Dansk Skovforening.
Telefon: +45 2537 1977
E-mail: to@skovforeningen.dk
www.danskskovforening.dk