Nye krav om krydsoverensstemmelse er overimplementering

Landbrugsstyrelsens forslag til udvidede krydsoverensstemmelseskrav er overimplementering og kan få store konsekvenser for kombinerede jordbrug. Dansk Skovforening arbejder på at få fjernet urimelighederne.

For at imødekomme en henstilling fra EU-Kommissionen, om at krydsoverensstemmelseskrav (KO-krav) også skal omfatte fuglebeskyttelsesdirektivets krav om beskyttelse af levesteder for fuglene uden for Natura 2000-områderne, har Landbrugsstyrelsen foreslået at udvide KO-kravene til også at gælde alle § 3-beskyttede naturtyper og alt fredskov uden for Natura 2000-områderne.

Reglerne i EU-forordningen siger klart, at det er de nationalt fastsatte lovgivningsbestemte forvaltningskrav som gennemfører fuglebeskyttelsesdirektivet, der er bestemmende for reglerne om krydsoverensstemmelse. Både naturbeskyttelseslovens § 3 og skovlovens §§ 11 og 28 er imidlertid bredere end implementeringen af fuglebeskyttelsesdirektivet. Derfor mener vi at forslaget indeholder en markant overimplementering.

Læs Dansk Skovforenings høringssvar (PDF-fil).

Nye krav om krydsoverensstemmelse kan få store og uacceptable økonomiske konsekvenser for jordbrugsejendomme.

Yderligere ændring af KO-krav i 2018

Vi er i forbindelse med høringen blevet opmærksomme på, at der samtidig er ændret væsentligt i vejledningen for krydsoverensstemmelse 2018 i forhold til hvilke aktiviteter, der kan udløse krydsoverensstemmelse.

Således har det i vejledningerne fra 2017 og tidligere fastslået, at det alene var landbrugsaktiviteter på skovarealerne, som kunne udløse krydsoverensstemmelse.

I 2017 sagde vejledningen:

”Hvis du modtager støtte under de direkte støtteordninger, gælder reglerne om KO for alle landbrugsarealer og alle landbrugsaktiviteter, der udføres på din bedrift”

Det er i 2018-vejledningen ændret til:

”Reglerne om KO gælder for landbrugere, der modtager støtte under de direkte støtteordninger og for landbrugere, der modtager støtte efter visse tilskudsordninger under landdistriktsprogrammet, hvis tilsagnet er givet i 2007 eller senere.

Reglerne om KO gælder for alle landbrugsaktiviteter og ikke-landbrugsaktiviteter på hele bedriften. Med ”bedriften” menes både de til bedriften hørende landbrugsarealer samt ikke-landbrugsarealer”.

Vi er helt uforstående overfor baggrunden og nødvendigheden af den ændring i vejledningen, uanset den nu foreslåede ændring af bekendtgørelsen. Vi savner en begrundelse for denne udvidelse.

Vi vil prioritere det højt at få denne vidtgående udvidelse fjernet, da reglerne kan få store og uacceptable økonomiske konsekvenser for jordbrugsejendomme.