Forsiden
  |  
Om os
  |  
Kontakt os
  |  
Bliv medlem
  |  
Link
  |  
Presserum
  |  
Sitemap
  |  
RSS
  |  
English

Betaling af ejendomsskatten 2006

Den 5. januar 2006
Af Hans M. Hedegaard

Efter mere end 10 års ihærdig indsats lykkedes det Skovforeningen at få politisk opbakning til en betydelig nedsættelse af skovbrugets ejendomsskattebetaling. En nedsættelse, der betyder at erhvervets jordskatter næsten bliver halveret.

Således vedtog Folketinget den 9. december 2005 en ændring af lov om beskatning til kommunerne af fast ejendom - også kaldet ejendomsbeskatningsloven.

Lovændringen betyder, at den amtskommunale grundskyld for de selvstændigt vurderede skove fra 2006 nedsættes fra 10 til 1 promille. De samvurderede skove har hele tiden betalt en ejendomsskat på niveau med landbruget.

Da primærkommunerne skal opkræve en grundskyld for skov- og landbrug i intervallet mellem 6 og12 promille, betyder lovændringen, at den samlede ejendomsskattebetaling falder fra 16 – 22 promille (afhængig af primærkommune) til 7 – 13 promille.

Imidlertid forelå loven og den nødvendige EU-tilladelse så sent, at kommunerne ikke har kunnet tage højde for lovændringen i forbindelse med opkrævningen for 1. halvår i 2006.

Skovejerne kan derfor ikke se den lovede lempelse i de ejendomsskattebilletter, der nu sendes ud til betaling for 1. halvår.

Den samlede nedsættelse fordeles imidlertid ligeligt på den eller de rater, der forfalder til betaling i 2. halvår.

For at sikre mod den situation, hvor de pålignede ejendomsskatter for 2. halvår 2006 vil kunne være mindre end nedsættelsen, er det fastsat, at den overskydende del af nedsættelsen udbetales til ejendommens ejer den 1. oktober 2006.

Det vil sige, at skove beliggende i kommuner med en primærkommunal grundskyldspromille på under 8 i 1. halvår 2006 vil komme til at betale mere end hele årets ejendomsskat, hvorfor disse ejere vil få udbetalt den for meget betalte ejendomsskat den 1. oktober 2006.

I kommuner med en grundskyldspromille på 8, vil der ikke blive opkrævet ejendomsskat i 2. halvår, mens der i kommuner med en grundskyldspromille på mellem 8 og 12 vil blive tale om en stærk reduceret ejendomsskattebetaling i 2. halvår.

Copyright © Dansk Skovforening. Alle rettigheder forbeholdes.
Indhold og ansvarsfraskrivelse.