Egetræerne mister blade

Lige nu mister mange egetræer i Danmark bladene. Det skyldes, at de er angrebet af sommerfuglelarver, som æder træernes blade.

Lige nu mister mange egetræer i Danmark bladene. Det skyldes, at de er angrebet af sommerfuglelarver, som æder træernes blade.

Sommerfuglene hedder egevikler og frostmåler. Frostmåler findes også på ask, lind, kirsebær og andre løvtræer.

“Sommerfuglenes æg klækkes om foråret. Larverne søger ind i knopperne og til nyudsprungne blade, som de æder. Det er særligt de gamle træer, som angribes af larverne. Mange af træerne står nu tilbage med nogle få blade i toppen af træet. Det er helt typisk, at frostmålerlarver spiser bladene fra bunden af kronen”, siger seniorforsker Hans Peter Ravn fra Skov & Landskab, KVL.

“Eg i den østlige del af landet er mere angrebet end længere mod nord og vest”, tilføjer professor Jens Peter Skovsgaard. “Træer, som springer tidligt ud, angribes mere end sent udspringende. I år kom egens udspring tidligere end sædvanligt over hele landet”.

“Egen skyder igen med sommerskud, men angreb resulterer i mindre vækst. Træerne bliver ofte tørre i toppen, og mængden af agern aftager. Hvis der kommer afløvninger flere år i træk, risikerer de svageste af træerne at dø”, fortæller Jens Peter Skovsgaard.

Angreb af egevikler og frostmåler kan ikke undgås, og det er ikke muligt at bekæmpe larverne. Efter to-tre år mindskes bestanden af sommerfugle igen til et ikke-epidemisk niveau på grund af naturlige reguleringsmekanismer.

Yderligere oplysninger

  • Professor, dr. agro. Jens Peter Skovsgaard, Skov & Landskab, tlf. 2010 2889
  • Seniorforsker Hans Peter Ravn, Skov & Landskab, tlf. 4043 1863.

Egetræer afløvet af lille frostmåler og andre sommerfuglelarver.

Afløvede egetræer. Foto: Iben M. Thomsen, Skov & Landskab

Til sammenligning med et billede af et ikke-angrebet egetræ.

Sundt egetræ. Foto: Iben M. Thomsen, Skov & Landskab

Fakta om sommerfuglene

Egevikler er overvejende knyttet til eg. Egevikler sværmer ved midsommer. Lille og stor frostmåler sværmer i det sene efterår. Æggene af alle tre arter klækkes det følgende forår, hvor larverne søger ind i knopperne og til nyudsprungne blade, som de spiser af.

Egevikler afløver eg hovedsageligt fra toppen af kronen. Frostmålere, som har vingeløse hunner, afløver eg fra bunden af kronen.

Den nuværende afløvning af eg skyldes især lille frostmåler og bemærkes særligt i mellem-aldrende og gamle bevoksninger. Tidligt udspringende træer angribes mere end sent udspringende, men træer, som springer meget tidligt ud, undgår ofte angreb.

Egevikler og frostmåler kan ikke undgås i skovdyrkningen. Det er heller ikke rationelt at forsøge en direkte bekæmpelse. Efter to-tre år med en stor bestand, reduceres bestanden af sommerfugle igen til et ikke-epidemisk niveau på grund af parasitter, sygdomme og andre naturlige reguleringsmekanismer.