Ændring af ejendomsvurderingsloven på vej

Skatteministeren har fremsat et lovforslag der skal forenkle af vurderingerne af land- og skovbrug. Det begrundes med hensyn til systemudvikling og sagsbehandling. Dansk Skovforening har fået foretræde for Skatteudvalget.

Regeringen har fremsat et ændringsforslag til ejendomsvurderingsloven (L 107). Lovforslaget skal udmønte dele af Aftale om kompensation til boligejerne og fortsat tryghed om boligbeskatningen af 15. maj 2020 mellem regeringen og Venstre, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Konservative Folkeparti og Liberal Alliance.

I den forbindelse har Skatteministeren besluttet samtidig at medtage et forslag, som skal harmonisere reglerne for vurdering af landbrugs- og skovejendomme og forenkle reglerne om fremskrivning af grundværdien for produktionsjord og vurdering af stuehuset og andre arealer.

Ønske: Forenklingsmål skal indpasses i samfundsambitionerne for skovene

Dansk Skovforening kan tilslutte sig ønsket om et skattesystem, der er mere enkelt og gennemskueligt. Den foreslåede forenkling vil få betydning for den lille indrømmelse vi fik ved behandlingen af den gældende lov, der betød, at skovene ville blive indekseret med et landsdækkende indeks – og således ikke efter lokale/regionale landbrugsforhold. Med den foreslåede harmonisering ser det ud til at skovene igen skal indekseres efter det lokale landbrugsindeks.

Samtidig indeholder den nuværende ejendomsvurderingslov en række principper, som på afgørende punkter har potentialet til, at modvirke samfundets ambitioner, ønsker og krav til skovene i fremtiden.

For eksempel vil den nuværende arealanvendelse blive fastfrosset i vurderingsmæssig forstand. Det betyder, at fremtidige arealanvendelsesændringer – fx etablerede skovarealer, udlæg af urørt skov og udtag af lavbundsjorder – grundværdimæssigt fortsat indgår som produktive land- eller skovbrugsbrugsarealer med fortsat høje jordskatter.

Heldigt tidspunkt for lovforslaget

I forbindelse med vores høringssvar til Lov om Den danske Klima-skovfond har vi også fremført de problematiske skattevilkår i forhold til etablering af ny skov.

Selvom det er problemer, vi i mange år har påpeget over for skatteministeren og de skiftende ministre med ansvar for skovrejsning, ser det nu endelig ud til, at vi har politisk medvind til af få skattevilkårene behandlet i en konkret kontekst. Det er derfor rigtig god timing, at de samtidig behandler forslaget om ændring af ejendomsvurderingsloven.

Dialog med Folketingets Skatteudvalg

Dansk Skovforening har rettet henvendelse til skatteudvalget, som skal behandle lovforslaget den 16. december.

Dansk Skovforening har derudover fået mulighed for at fremføre vores synspunkter på et foretræde for udvalget den 10. december og ser frem til en dialog med udvalgets medlemmer.