Ændring af jagttegnsforsikringen skal udvide dækningen

Jagttegnsforsikringen indeholder i dag en urimelighed, som bør fjernes.

Jagttegnsforsikringen dækker for skader der opstår under jagt. Begrebet jagt er defineret i jagt- og vildtforvaltningsloven.

Dyr under hegn er som udgangspunkt ikke vildt. Der er dog – under visse betingelser – en specifik undtagelse for hjortevildt.

Da jagttegnsforsikringen kun dækker opstået skade i forbindelse med jagt, vil skade opstået i forbindelse med skud afgivet efter vildsvin eller andre arter i en indhegning ikke være dækket af forsikringen.

Den afgrænsning, der gælder for schweisshundeførerne, gælder således også for forsikringsdækningen. Det har Miljøstyrelsen bekræftet over for Dansk Skovforening.

Dette medfører, at der vil kunne opstå situationer, hvor en ulykke under jagt på hjortevildt i en indhegning er dækket af forsikringen, mens en ulykke i forbindelse med skud afgivet efter eksempelvis vildsvin ikke er dækket, selvom ”afskydningen” sker på samme vilkår i samme indhegning.

Dette anser Dansk Skovforening for en urimelighed.

Det skal dog i denne forbindelse nævnes, at en almindelig ulykkes- og ansvarsforsikring formentlig vil kunne dække i en sådan situation. Men Dansk Skovforening mener ikke, der skal eksistere en sådan usikkerhed om dækningsspørgsmålet.

Miljøstyrelsen har over for Dansk Skovforening da også givet udtryk for, at styrelsen – i forbindelse med det forestående udbud af jagtforsikringen, der skal træde i kraft den 1. april 2021 – vil indarbejde en option, således at dækningen kan udvides til også at dække bestandsregulering i indhegninger ved brug af jagtvåben i forbindelse med lovlig aflivning af vildsvin og andre dyr som anvendes i naturplejen.

Dette vil efter Dansk Skovforenings opfattelse være en klar forbedring, navnlig fordi der i fremtiden vil blive anvendt flere dyrearter i bl.a. naturplejen under hegn.