Anbefaling fra skovbrugserhvervet: Bevar skovloven

Skovloven har til formål at afveje alle interesserne på arealet og fremme en bæredygtig drift af landets skove. Det vil have flere negative konsekvenser hvis den bliver nedlagt. Derfor har vi skrevet til Miljøministeren.

Miljøminister Lea Wermelin har aflyst naturtopmødet, der skulle have været afholdt den 2-3. april i Vejle, på grund af COVID-19. Topmødet skulle være næste skridt mod den natur- og biodiversitetspakke som Miljøminister Lea Wemelin fortsat håber kan blive forhandlet på plads i efteråret 2020.

Topmødet skulle have samlet en bred gruppe af interessenter inklusiv Dansk Skovforening for at drøfte udfordringer, dilemmaer og mulige løsninger, blandt andet ud fra de 350 forslag ministeren har fået fra interessenter, myndigheder og befolkningen.

Dansk Skovforenings  indspil til natur- og biodiversitetspakken indeholder 5 anbefalinger til hvordan vi mener biodiversiteten i skovene kan styrkes, men samtidig lagt vægt på at indsatsen for biodiversiteten skal spille sammen med og understøtte et konkurrencedygtigt og bæredygtigt skovbrugserhverv der fortsat har mulighed for, at udvikle og tilpasse sig til efterspørgslen efter træ-råvarer til den grønne omstilling, udvikling af biodiversitet, og  de andre goder som skovene leverer til samfundet i Danmark.

Vi har løbende fulgt debatten om natur- og biodiversitetspakken, og vi har hæftet os ved nogle af de forslag, fra andre interessenter som kan få særlig betydning for skovene:

  • en ny natur- og biodiversitetslov og
  • et nyt biodiversitetsråd bestående af eksperter

Vi mener, at de to forslag vil forringe grundlaget for en bæredygtig udvikling af skovene. Et synspunkt der deles af Danske Træindustrier, HedeDanmark og Skovdyrkerne. Vi har derfor valgt at skrive til ministeren, når vi ikke kan tage det med på naturtopmødet.

Vigtigt at bevare skovloven

Forslaget om en samlet natur- og biodiversitetslov er genbrug fra et lovforenklingsarbejde i ministeriet. I praksis vil et forslag om at afskaffe skovloven som selvstændig sektorlov have flere negative konsekvenser.

Den væsentligste er at skovloven er en arealbaseret lov, der netop har til formål at afveje alle interesserne på arealet og fremme en bæredygtig drift af vores skove. Den mulighed for at afveje interesserne vil gå tabt, hvis skovloven splittes op eller lægges ind i en stor samlet natur- og biodiversitetslov.

Ikke behov for et biodiversitetsråd bestående af eksperter

Flere interessenter foreslår et biodiversitetsråd bestående af eksperter – på samme måde som i Klimarådet. Vi mener ikke der er behov for et sådan råd.

For det første bør skovens biodiversitet behandles i Skovrådet, da der her netop er mulighed for at afveje alle skovens vigtige funktioner. For det andet har ministeren allerede adgang til at til at søge rådgivning hos forskerne på universiteterne via samarbejdsaftalerne om ministerbetjening.

Download

Hent og læs vores brev til ministeren: