Ansøgning åben for tilskud til bæredygtig skovdrift

Indtil 1. juni kan private skovejere søge tilskud til grøn driftsplan, foryngelse og skov med biodiversitetsformål (inkl. Natura 2000). Her er vejledninger og ansøgningsskemaer. Skovforeningen yder gratis rådgivning om Natura 2000.

Indtil 1. juni kan private skovejere søge tilskud til bæredygtig skovdrift. Det gælder grøn driftsplan, foryngelse og skov med biodiversitetsformål (inkl. Natura 2000).
 
Naturstyrelsen har udsendt disse nye vejledninger og ansøgningsskemaer:
  • Grøn driftsplan: Vejledning og ansøgningsskema.
  • Foryngelse: Vejledning og ansøgningsskema.
  • Skov med biodiversitetsformål, herunder Natura 2000-sikring af skov, beskyttelse af hasselmus og flagermus samt særlig drift af skov (fx urørt skov, stævning, ændrede vandstandsforhold): Vejledning og ansøgningsskema.
Ansøgningsfristen 1. juni 2016 er urimelig kort, men det har været umuligt for Skovforeningen at få den forlænget.
 
Der er mange ændringer fra de tidligere ordninger. Blandt andet er tilskuddene generelt forøgede, og der er ændrede kriterier for prioritering mellem de indkomne ansøgninger. Alle ændringerne kan ses i vejledningerne.
 
Tilskuddene til øget biodiversitet, bortset fra tilskud til Natura 2000-sikringen, kan kun søges i år da der ikke er afsat bevilling i årene 2017-2020. Vi kender dog endnu ikke indholdet af den kommende naturpakke der kan ændre denne situation.
 
Skovforeningen yder, som hidtil, gratis rådgivning om Natura 2000-ordningen.