Besøg Svanninge Bjerge 28. maj med Skovforeningen

Skovforeningens store ekskursion i år bliver en smuk tur i et landskab som man ikke ser lignende mange steder: Svanninge Bjerge på Sydfyn, ejet og drevet af Bikubenfonden. Kom med og deltag i debatten om moderne forvaltning af tidligere tiders natur.

Dødishul og åbent overdrev der kan trække tråde tilbage til tundrasletten.

Skovforeningens store ekskursion går i 2015 til Svanninge Bjerge nordøst for Fåborg. Vi lover en smuk tur i et landskab som man ikke ser lignende mange steder i Danmark.

Bikubenfonden købte for ti år siden Stensgård Skov og Knagelbjerg Skov for at skabe et natur- og landskabshistorisk monument til glæde for danskerne. Siden er et par ejendomme mere kommet til, og Svanninge Bjerge er i dag på 586 ha. Det er et kuperet landskab, formet under sidste istid, med stor variation i jordbund og terræn.

Målet med området er dels at vise vegetations- og skovhistorie, fra istidens sparsomme vækster til moderne skovbrug, dels at beskytte og udvikle biotoper med rod i Svanninge Bjerge. Området rummer et rigt og varieret dyre- og planteliv, og der arbejdes aktivt for at pleje naturen, blandt andet ved afgræsning med Welsh Black kvæg.

Blandt emnerne på ekskursionen er:
  • Bikubenfondens visioner for ejendommen
  • Formidling af landskabshistorie og kulturhistorie
  • Landskabshistorien siden istiden. Modellering af landskabet og beskyttelse af udvalgte arter
  • Berettigelse af lysninger. Udsigt fra Lerbjerg (126 meter over havet) over Det Sydfynske Øhav
  • Publikums færdsel, herunder påvirkning fra mountainbikeryttere
  • Skovens rolle som historiebærer
  • Natursocial indsats i naturen over for sårbare og socialt udsatte.

Vært og dirigent

Ekskursionens vært er skovfoged og naturvejleder Susanne Frederiksen, Svanninge Bjerge.

Dirigent er professor i skovdyrkning Jørgen Bo Larsen, Københavns Universitet.

Tidspunkt

Torsdag 28. maj kl. 12-17.

Mødested

På en græsmark lige op til hovedvej 8 (Reventlowsvej) ved 43 km mærket. Tilkørsel fra Fåborg: Kør mod Nyborg, og efter ca 3 km drejes til højre ad markvej (personale viser vej). Tilkørsel fra Kværndrup/Nyborg: Kør mod Fåborg, og 3 km efter Korinth drejes til venstre. (WGS84: 55.126166, 10.282336)

Påklædning

Praktisk fodtøj og tøj efter vejret. Terrænet er flere steder meget kuperet, og en del af ruten er uden for stier.

Derfor er der også mulighed for transport i turvogn med egen guide. Hvis dette ønskes, så oplys det venligst ved tilmelding (max. 30 personer i vogn).

Pris

800 kr. inklusive frokost, frugt, øl, vand og kage.

Medlemmer af Dansk Skovforening: 500 kr.

Studerende 250 kr.

Alle beløb inklusive moms.

Tilmelding

Send mail senest mandag 18. maj til Ingelise Andersen på ia@skovforeningen.dk. Skriv navne og adresser på de tilmeldte.