Brev til statsministeren

Skovforeningen har skrevet til statsministeren for at påpege de enorme klimastrategiske muligheder der ligger i at anvende træ i stedet for fossile råstoffer.

Statsministerens egen vision er et fossilfrit Danmark, og vi foreslår en række konkrete tiltag med træ og skovbrug til at virkeliggøre den vision:

Statsminister Anders Fogh Rasmussen

Kopi:
Klimaminister Connie Hedegaard
Miljøminister Troels Lund Poulsen
Fødevareminister Eva Kjer Hansen

12. januar 2009

Hvor står træet og skovbruget i visionen om et fossilfrit Danmark ?

Kære Anders Fogh Rasmussen

Tak for din vision om et fossilfrit Danmark, udviklet gennem grøn vækst. Vi er helt enige.

Men vi undrer os over at du intet sted i din vision eller i kommissoriet for regeringsudvalget for grøn vækst nævner træ og skovbrug.

Vi er i tvivl om du og regeringen er opmærksomme på de enorme klimastrategiske muligheder der ligger i at anvende træ i stedet for fossile råstoffer: Træer og alle planter indeholder energi og kulstof som allerede indgår i naturens kredsløb. Hvis træ udnyttes, kan vi undgå at hente endnu mere kul, olie og gas op af jorden og belaste naturens kredsløb (herunder atmosfærens CO2-indhold) med dét.

Træ og andre planteprodukter er nøglen, nemlig råstoffet, til udvikling af grønne, bæredygtige, CO2-neutrale teknologier, både til energi, byggeri og masser af moderne produkter. Brugen af træ bør fremmes for reelt at muliggøre et samfund der er uafhængigt af kul, olie og gas.

Men hvis træet ikke udnyttes, vil det i sidste ende rådne – og det udleder nøjagtig lige så meget CO2 til atmosfæren som afbrændingen, blot fik man hverken udnyttet energien eller råstoffet.

Det har ikke noget med politik at gøre, det er naturvidenskab.

Den logiske konsekvens af din vision om et fossilfrit Danmark gennem grøn vækst er derfor:

  • Inddrag skovene og træproduktionen i det regeringsudspil om grøn vækst der er varslet til primo 2009.
  • Genopliv produktudviklingsordningen for træ som Finansloven 2009 fjernede. Øg bevillingen for at fremme forskning og nye anvendelser af træ.
  • Genopliv konsulentordningen for skovbrug som Finansloven 2009 fjernede. Rådgivning om skovdrift på Danmarks 25.000 skovejendomme uden egen skovbrugsfaglig ekspertise er nødvendig for at gennemføre en bæredygtig skovdrift der imødekommer samfundets mange behov i skovene.

Lette og konkrete tiltag til en start:

  • Indfør en politik for at fremme offentligt indkøb af træ i stedet for produkter produceret med af og med fossile ressourcer.
  • Gå foran i udviklingen af teknologier som udnytter biomassen mere effektivt, fx små kraftvarmeværker nær arealerne med biomasse. Træ udgør i dag 1/3 af Danmarks vedvarende energi. Danmarks skove kan fordoble deres produktion af energitræ (fra 1 til 2 millioner m3/år), uden at drive rovdrift på skovene (der samlet vokser med 5 millioner m3 træ om året).
  • Ophæv gammel lovgivning der skulle beskytte naturgasnettet, men som nu forhindrer decentrale kraftvarmeværker i at omstille kedlerne til fx træ.
  • Læg affaldsafgifterne om så de fremmer energiudnyttelse af haveaffaldet der kommer ind på genbrugspladserne. Det vil både gavne CO2-regnskabet og fremme varmeværkernes investeringer i biomassekedler.

Vi håber at du vil vise den politiske vilje og finde de økonomiske ressourcer der vil sikre skovbrugets og træanvendelsens udvikling – og dermed vise at du mener din vision om grøn vækst og et fossilfrit Danmark alvorligt.

Med venlig hilsen

Niels Reventlow, formand for Dansk Skovforening