CEPF opfodrer til bindende aftale for Europas skove

Den europæiske skovejerorganisation CEPF opfordrer alle Europas skovansvarlige ministre til at undersøge mulighederne for en fremtidig europæisk bindende aftale for Europas skove - en såkaldt Legally Binding Agreement (LBA).

Den europæiske skovejerorganisation CEPF opfordrer alle Europas skovansvarlige ministre til at undersøge mulighederne for en fremtidig europæisk bindende aftale for Europas skove – en såkaldt Legally Binding Agreement (LBA).

En LBA skal være med til at lægge et juridisk grundlag for bæredygtig skovforvaltning der leverer de mange forskellige værdier som skovene tilbyder. LBA’en skal både sikre bedre sammenhæng med andre politiske sektorer, fx klima, energi og miljø, og bidrage til yderligere udvikling indenfor bioøkonomi ved at styrke produktionen af træ og vedvarende energi.

For at sikre skovenes flersidighed og bæredygtige forvaltning er der brug for en helhedsorienteret politisk ramme som understøtter eksisterende nationale skovlove.

De europæiske regeringer har uden held forsøgt at nå en aftale om en fremtidig LBA gennem The Intergovernmental Negotiating Committee for a Legally Binding Agreement on Forests in Europe (INC). CEPF beklager at forsøget mislykkedes. En succesfuld aftale vil både styrke skovbrugets politiske integritet, konsistens og konkurrenceevne.

Skovforeningen er enig med CEPF

Skovforeningen er enig i behovet for en fælles europæisk bindende skovaftale.

Det er afgørende at skov- og naturpolitik inddrager alle skovenes mange ydelser. Det er fx nødvendigt at værdisætte de mange goder, som skovene leverer. Så kan skovejerne få en betaling, der motiverer dem til at levere endnu mere. Og så er risikoen mindre for at skovbruget bliver samspilsramt af regler fra helt andre politiske sektorer.

Særligt er der behov for en LBA der fokuserer på bioøkonomi, idet træproduktion i høj grad er og fortsat vil være en forudsætning for at skovbruget kan levere mange af skovenes andre mulige goder til samfundet.