Danmarks træportal fylder 25 år

For et kvart århundrede siden satte en håndfuld visionære mennesker fra forskellige dele af træbranchen sig sammen med en fælles mission: At rydde op i misforståelser og tilbyde veldokumenteret viden om træ til hele landets befolkning.

Træ.dk – Danmarks træportal – har i 25 år formidlet veldokumenteret viden om træ til den danske befolkning.

Træ.dk, Danmarks træportal, har i 25 år formidlet veldokumenteret viden om træ til den danske befolkning.

I 25 år har nysgerrige læsere kunnet finde viden om træ og træprodukter hos internetportalen Træ.dk, og i takt med at træ fylder mere og mere i den offentlige debat, er besøgstallet på hjemmesiden vokset markant.

Træ.dk bruges bredt af den danske befolkning – af private, professionelle og skoleelever, der søger inspiration og fakta.

På Træ.dk kan man dykke ned i alverdens information, lige fra træet står i skoven til det færdige produkt. Der er masser af artikler om træs klimamæssige fordele, om forskning og om alle de nye og overraskende ting, træ kan bruges til.

Folk forbinder træ med et træhus eller klassiske træprodukter som fx møbler og gulve osv. Men træ har fremtidspotentiale som mange slet ikke overvejer. Træ består jo af de samme kemiske byggesten som olie, kul og gas, så derfor kan det også bruges til præcis det samme: Alt, hvad vi kan lave af olie i dag, kan vi i princippet lave af træ i morgen. Det bliver folk tit overraskede over at høre, fortæller Træ.dk’s formand Peter Jensen.

Samarbejde på tværs

Skovene tilbyder udover rekreative muligheder, sikring af rent grundvand og et rigt dyre- og planteliv en unik og fornybar ressource, nemlig træ, som tilmed har potentiale for at reducere samfundets CO2-udledning.

Men tilbage i halvfemserne oplevede vi, at træ var i modvind. Der var mange misforståelser om brug af træ, og især regnskoven fyldte i debatten. Det overskyggede for det faktum, at træforbrug ofte er godt for skovene, fortæller Peter Jensen.

 

Brugen af træ er faktisk med til at bevare skovene – også regnskovene – da skovene ellers ikke har nogen værdi og derfor risikerer at blive omdannet til fx landbrug. Samtidig var der hos mange en ubegrundet frygt for, at vi simpelthen ville løbe tør for træ, fortsætter han.

Derfor mødtes repræsentanter for hele træbranchen – lige fra arbejdstagere til arbejdsgivere og statens styrelser – for at styrke samarbejdet i branchen og sammen lave en lødig kampagne, der skulle oplyse folk om, at jo mere træ, vi bruger, jo bedre er det for klimaet, skovene og miljøet – så længe skovene er drevet bæredygtigt, dvs at der bliver passet på skovens dyr og planter og  der hele tiden bliver plantet flere træer, end der bliver fældet.

”Træ er miljø” skulle kampagnen hedde. En indledende spørgeskemaundersøgelse viste dog, at langt de fleste danskere faktisk allerede var positive over for træ og betragtede det som et miljøvenligt materiale. Men mange var skeptiske i forhold til holdbarheden af træ og vedligeholdelse af træprodukter.

Derfor besluttede vi at ændre kampagnens fokus og i stedet skrive en række artikler med information om træ og træprodukter, fortæller Peter Jensen.

Mens artiklerne blev skrevet, og ideerne begyndte at tage form, voksede internettet frem, og i 1999 gik den første version af Træ.dk online. Det er kun veldokumenteret viden, der finder vej til hjemmesiden, som i øvrigt gør en dyd ud af at holde sig politisk neutral.

I dag er Træ.dk en internetportal fyldt med viden og nyheder om træ i alle afskygninger og med et konstant voksende besøgstal.

Træ er nøglen til et grønnere samfund

I en verden, der hungrer efter løsninger på både klimakrisen og biodiversitetskrisen, er skov og træ en oplagt – men for nogle stadig ukendt – redningsplanke. Ved hele tiden at plante og bruge mere træ kan vi undgå at hente fossil energi og kulstof op fra jorden og på den måde spare atmosfæren for rigtig meget CO2.

Det er desværre stadig almindeligt at møde den holdning, at det er forkert at fælde træerne. Den misforståelse vil vi gerne gøre op med. At fælde, bruge og plante nye træer er noget af det bedste, vi kan gøre for klimaet, understreger Peter Jensen.

Træ bygger klimakrisen væk

Verdens befolkning vokser og bliver rigere, og derfor har vi hele tiden brug for mere infrastruktur, flere boliger og nye kontorbygninger. Byggebranchen er ansvarlig for cirka 40 procent af den samlede CO2-udledning, så hvis vi udskifter nogle af de mere klimabelastende materialer med træ, kan vi nå rigtig langt ad den vej.

I modsætning til andre materialer vokser træ op helt af sig selv – og ovenikøbet konsumerer og lagrer træ CO2 i stedet for at producere det. Som tommelfingerregel sparer vi atmosfæren for to tons CO2, hver gang vi bruger en kubikmeter træ i stedet for en kubikmeter beton eller stål, siger Peter Jensen.

 

Et træhus kan nemt binde over 100 tons CO2. Det er der ikke ret mange andre materialer, der kan prale med. Som en ekstra bonus dufter træ helt fantastisk og er både smukt at se på og rart at røre ved, , siger Peter Jensen.

 

Jeg er ikke i tvivl om, at træ er fremtidens materiale. Træ.dk vil også fortsætte i de næste 25 år – mindst! – med at fortælle om alle de fantastiske egenskaber, træ har – og hvorfor træ er verdens mest miljøvenlige materiale, slutter Peter Jensen.

Fakta: Træ og CO2

Træ lever på en diæt af solens stråler, vand og luftens CO2. Så mens skoven vokser, reduceres mængden af CO2 i atmosfæren.

Når det enkelte træ er vokset op og fældes, er det derfor proppet med CO2. Den CO2 frigives igen, når træet rådner eller bliver brændt.

Men indtil da er CO2’en bundet i træet, som derfor fungerer som et CO2-lager, når det bliver brugt i byggeriet, til møbler, til papir – eller til vindmøller, cykelhjelme, træfibre til tøj, som ingrediens i kosmetik og fødevarer eller en af de mange andre overraskende anvendelsesmuligheder, træ faktisk har.

Fakta: Parterne bag Træ.dk

  • 3F – Fagligt Fælles Forbund
  • Brancheforeningen Danske Byggecentre
  • Dansk Skovforening
  • Dansk Træforening
  • Danske Træindustrier
  • Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet
  • Miljøstyrelsen
  • Naturstyrelsen
  • Træ- og Møbelindustrien

Fakta: Træ.dk’s bestyrelse

Hver af parterne bag Træ.dk har en repræsentant siddende i bestyrelsen.

Formand: Peter Jensen, Danske Træindustrier.

Næstformand: Morten Silo-Bøjstrup, 3F.