Debat om biodiversitet på private arealer

Hvordan sikres arterne på private arealer og er de gode klimaløsninger i konflikt med biodiversitet?

Altinget.dk kører i denne måned en debat om, hvordan vi løser biodiversitetskrisen, og særligt hvordan tilbagegangen af arter kan vendes i den danske natur. I oplægget står der:

Særligt biodiversiteten på statens arealer har den seneste tid været genstand for debat. Men faktum er, at kun 20 procent af de danske naturarealer ejes af staten, og 6 procent ejes af kommunerne. De resterende 74 procent ejes af privatpersoner, foreninger, virksomheder og andre private aktører. 

Så hvad stiller vi op med biodiversiteten – også på de private arealer? Hvordan kan fx landbruget og skovbruget løfte biodiversiteten?

I dag har vi fået ordet og er kommet med vores bud på, hvad der skal til for at fremme biodiversiteten i de private skove.

Her lægger vi igen vægt på, at dialog, gensidig forståelse og bedre vilkår kan skabe biodiversitet i de private skove, og at frivillighed og samarbejde er vejen frem.

Læs hele debatartiklen på Altinget.dk.

Klimaløsninger i konflikt med biodiversitet?

I går var det debattør Rune Engelbreth Larsen, som havde ordet, og han får fremstillet biodiversitetskrisen og løsningen på klimakrisen, som om de skulle være i konflikt med hinanden.

Rune Engelbreth Larsen mener, at den skovtilplantning, der har fundet sted de seneste 200 år, på ingen måde har gavnet biodiversiteten. Årsagen? Rune Engelbreth Larsen påstår, at det at plante og fælde træer regelmæssigt udgør så stor en trussel, at den øgede skovrejsning, der kan producere meget mere træ til den grønne omstilling, ligefrem er en trussel mod biodiversiteten. Alligevel er der udbredt enighed om, at de største biodiversitetsmæssige værdier findes i de private skove – der netop er drevet på denne måde.

Rune Engelbreth Larsen forslag er i stedet at udlægge meget mere til natur, der kan passe sig selv.

Heldigvis er politikerne mere nuancerede og kan se behovet for både mere biodiversitet og gode klimaløsninger.